onsdag

Onsdag

Rimeligt underligt at svoger og svigerinde sådan kan komme hjem fra Sicilien og fortælle, at der adskillige steder på øen er malet denne stencil, som de syntes lignede mig en hel del! Kan da bestemt godt se ligheden, omend jeg nu stadig ville mene, at den kan ligne enhver asiatisk kvinde, men lidt sjovt er det nu alligevel:)

Nu vi snakker familie, er jeg så den eneste, som er dybt underlig omkring det her med familie/venner og blogging? Jeg har indtryk af, at de fleste er helt åbne omkring deres "hobby" til alle omkring dem og at familie/venner måske endda følger med på bloggen... Selv har jeg kun fortalt hele tre personer at jeg blogger; min kæreste & store søn, som jo ikke kan undgå at bemærke, at jeg fra tid til anden sidder og hamrer i tastaturet, og en veninde som selv har blogget og derfor "forstår hvad det handler om". Ved ikke helt hvorfor jeg leger at det skal være noget hemmeligt noget?!  

Måske fordi jeg i virkeligheden gerne ville fremstå som en der har "dybere" værdier i livet end dullegrej og tøj? Måske fordi at jeg leger at det her er mit private rum - hvilket jo er rimeligt langt ude, eftersom alle og enhver i princippet kan følge med...! Eller måske er det fordi, at såfremt min private omgangskreds kendte til den her side, så ville jeg ikke føle at jeg kunne skrive nær så frit mere? Igen dybt underligt, for jeg skriver jo netop ikke noget privat om dem og dem der kender mig, kender mig jo netop og ved derfor, at jeg besidder andre sider end dem jeg fremviser her. Hvilket jo betyder, at de nok næppe ville dømme mig som en tomhjernet gås.... Man må da sige, at det måske er en anelse paradoksalt, at man gerne vil være "privat," mens man samtidigt gladeligt blotter sit fjæs for resten af blogworld! Det er nu, I gerne må kalde mig for skizo, heh!

Måske er det bare en af de der selvindbildte neuroser. Hvor jeg prøver at gøre mig selv bedre end jeg egentlig er! Ligesom når jeg bilder mig selv ind, at jeg egentlig slet ikke kan lide reality-shows, mens jeg sætter min mobil til at minde mig om programmer som Luksusfælden, Far, mor og berømt & Bonderøven. Og i aften skal jeg altså se både dansk Topmodel og Amalies Verden. Bare for sjov altså. Det er altså bare overhovedet ikke fordi jeg kan lide det, ahem... Ok, indrømmet. Jeg elsker det. Så kom det ud. Jeg er totalt reality-skabs-junkie. Og det føles egentlig ok at sige højt! "Hej, jeg hedder Charlotte og jeg er reality-tv/box-set junkie"!

Hav en rigtig god aften - om det så er i selskab med Caroline eller Amalie, din kat, kæreste/veninde eller dit eget ypperlige selskab!

13 kommentarer:

  1. Nej, du er absolut ikke den eneste, der har det sådan!
    Der er nok ca. tre mennesker i Danmark der kender mig personlig og kender til min blog, hvoraf den ene er min tidligere klassekammerat, som jeg fik lokket i tumblr-fælden, og som også fungerer som en røvsparker når der er skrive-blokade.
    Jeg har en del venner udenfor Danmark, som også kender til min blog, men det er jo lidt anderledes med dem, for dem går jeg jo ikke op ad hele dagen.
    Jeg tror det et eller andet sted er noget psykisk. Det der med, at selv om de jo bare læser med, så kan man ikke rigtigt skrive det man vil fordi man tænker "hm... skal, skal ikke skrive det her? Vil jeg have dem til at vide det? Kommenterer de det så når jeg møder dem?" også selvom det bare er et indlæg hvor du skriver om, at dagen er gået med at tælle kerner i æbler.
    Har planer om at indvie familien i min blog hvis jeg kommer afsted østpå, så det bliver interessant. Håber bare, at de ikke går for langt tilbage i indlæggene ;)

    Suk.
    Jeg skal også se Amalies Verden. Bare fordi jeg ikke kan lade være. Det er ret forfærdeligt - I know.

    SvarSlet
  2. Haha, kan kun nikke genkendende til dette indlæg. Er også selv lidt af en skabs-blogger - både fordi jeg ikke selv mener jeg er vildt god til det og så er der bare noget dagbog over det... og den var der jo heller ikke nogen som skulle læse ;-)
    Jeg har dog ingen planer om at se Amalie's verden, men det er nu kun pga hende som person, og ikke pga reality delen, for den elsker jeg også!
    Ha' en go' aften.

    SvarSlet
  3. Åh, sådan havde jeg det også i starten. Men jeg ved jo også godt, at selvom man ikke siger det til dem er der en chance for, at de alligevel "finder ud af det" fordi det jo er et "offentligt rum" :)Sådan er det bare, og jeg har vænnet mig til, at det er ok de ved det,- jeg vil (helst) ikke holde mig tilbage. Men kan godt lide dine skizo tanker, sådan.. jeg havde/ har stadig lidt også noget lignende;)
    /Gunilla

    SvarSlet
  4. Interessante tanker - særligt fordi jeg har haft dem selv lige fra starten... Følgelig er der også kun 3 mennesker, der kender til min blog: Min kæreste (som ikke læser den), en veninde (som nogle gange læser den) og min chef (som jeg bestemt ikke formoder læser den - mest fordi hun ikke er typen, der sidder og muntrer sig på internettet). Nå ja, forresten, og så en kollega, der genkendte mig fra det, jeg skrev.... Jeg har dog ikke det store behov for, at andre skal vide, at jeg blogger - jeg kan lide at have mit frirum på nettet, og jeg tror / ved at de færreste af mine venner ville falde over min blog ved et tilfælde og spotte mig. Det sagt kan det dog godt være svært ikke at nævne det i visse sammenhænge, for det er efterhånden en helt indgroet del af mig at blogge efter 2½ år som blogger...

    Mvh
    Mette

    SvarSlet
  5. Hmm.
    Havde lidt håbet på noget mere end dét som Amalies Verden er.
    Synes måske det ikke lige var så fangende.

    SvarSlet
  6. Fængende?

    Det er det der med de der vokaler.

    SvarSlet
  7. Jeg er også ret hemmelig.. men det kan godt være svært, når man skal have sine veninder til at tage billeder af sig.. :D

    Kom nu på bloglovin! Jeg glemmer altid at tjekke din blog :D

    SvarSlet
  8. LOL C!

    Det har du holdt godt skjult, fnis.
    Nå ja, jeg kom også til at se Amalie, hov.

    SvarSlet
  9. Jeg har det på netop samme måde, og her også tænkt rigtig meget om at jeg er den eneste, men åbenbart ikke :) det er virkelig underligt, men det er nok noget med at det egentlig er meget privat det man skriver på en måde.. hmmm

    SvarSlet
  10. Tak fordi I lige delte jeres tanker her:) Dejligt at jeg åbenbart ikke er den eneste skizo i blogland!

    Line: tror også det har at gøre med det der med at man ikke gider at "konfronteres" med det i virkeligheden - og at folk måske vil kommentere på et eller andet fjollet som man har skrevet.

    Hvad der skrives på bloggen, bliver på bloggen, ha ha!

    Og ja, så ER det faktisk fedt at have et lille frirum, hvor man bare kan få lov kun at vise særligt udvalgte sider af sig selv, he he! Synes ofte der er en indforståethed blandt bloggere, som gør det til noget særligt og den indforståethed er der bare ikke udenfor i den virkelige verden på helt samme måde....

    Hvad angår Amalie, så er hun da klart ikke den skarpeste kniv i skuffen, men syntes faktisk at moderen var lige så sjov at iagttage. Tal lige om at leve sit eget liv igennem sin teenagedatter....!

    SvarSlet
  11. Jeg vil i hvert fald håbe, at du ikke følger efter dine drenge når de engang skal i byen (med mindre, selvfølgelig, at du spærrer dem inde... og tvinger dem til skak-aftener).

    Jeg håber til gengæld også, at dine drenge lader dit tøj og klædeskab være. Uanset hvor gode gener de har, så er tanken om et par 18-årige (19-årige? Det fortsætter... det fortsætter!) drenge i wedges bare ikke super betryggende.
    Men hvem ved - måske kommer det på mode i løbet af de næste par årtier.

    Og så kan man så sidde tilbage med frygten om fremtidens påfund inden for herremode.

    SvarSlet
  12. Altså mænnerne ER jo begyndt at gå med tasker som jeg altså stadig synes ligner dametasker, men hey, det er den nye queer-alder, alt er tilladt. Tror egentlig ikke længere der er noget der er forbeholdt de enkelte køn længere, hvilket jeg synes er cool. Vi kvinder synes jo også det er sjovt at lege med et drenget look, så hvorfor skulle det ikke være omvendt? Men nej, regner nu heller ikke med at sko/taskesamlingen skal gå i arv til drengene... Håber de får nogle kærester der kan aftage alt mit junk til den tid:)

    SvarSlet
  13. Jamen, jamen, jamen.

    Så vil jeg da bare gerne henvise til dette:
    http://www.youtube.com/watch?v=iuygRWVwuUI

    Bare rolig, det er ikke dansende, olieglinsende piger iført neonfarvet undertøj.

    SvarSlet