Leggins og oversize t-shirts er min uniform. Dvs. det er det outfit, der altid fungerer for mig, også på de dage hvor man ellers bare ligner noget, der lige er rullet ud af sengen. Gad vide, om man egentlig kan være for gammel til at gå i leggins? Og hvornår er man lige for gammel? Er jeg ved at have opbrugt min leggins-kvote? Får nogen gange lidt panikangst ved tanken om, hvornår det egentligt forventes af mig, at jeg begynder at gå i noget mere "pænt" og "voksent" tøj. Er nu ellers ret voksen på mange måder. Ordet "nice" findes f.eks ikke i mit vokabularium, jeg aner ikke hvad "Twitter" er, og jeg kunne aldrig følge med at skulle sende 300 sms´er om dagen. Det lyder sgu stressende. Derudover får jeg også søde breve fra banken, der gør ops på, at jeg nu skal vælge, om jeg vil betale til efterløn...Og folk i min omgangskreds tager af en eller anden grund hyppigt emner op som realkreditlån, kapitalopsparinger, webergrill og marginalskat - som jeg vitterligt ikke aner en dyt om!
Findes der ikke et opslagsværk for folk der er defineret som voksne, men ikke rigtigt ved, hvordan man skal forholde sig til alle de her ovenstående ting??? En slags håndbog for voksne dummies?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar