Det gode ved at have sommerferie er den ekstra tid til at læse skønlitteratur, som ellers ofte for mit vedkommende bliver nedprioriteret i de lange perioder, hvor det mest er studierelevant litteratur man sidder bøjet over. Læste de her tre, meget forskellige bøger her i sommerferien. Jeg kan ikke fremhæve en fremfor en anden, men blot sige, at de alle tre er meget læseværdige på hver deres måde. The Road" var rigtig god, fantastisk skrevet, men også lidt dyster at komme igennem. Man bliver ikke nødvendigvist i godt humør af at læse den, men både bogen og filmen er efter min mening af høj klasse. Nu skal jeg bare have fat på Ejersbos "Eksil" og "Liberty". Glæder mig helt vildt, den bog slugte jeg faktisk på 2-3 dage! Og det er ikke tit, at jeg har det sådan med en bog!
Hvad angår den sidste bog "Han danser på sin søns grav", så fik jeg den egentlig i julegave og den har derfor ligget nogle måneder, før jeg fik taget fat på den. Læste på et tidspunkt en (Københavner)journalist fremhæve bogen som en form for efterskrift for hele deres generation og som meget genkendelig, idet man jo, som københavner af den bedre klasse, kan nikke genkendende til bogens temaer. For mit eget (og meget vestjydske) vedkommende er bogen, dens personer og deres livsførsel dog ikke særligt genkendelig. Er man ikke vokset op med skolegang på Bernadotteskolen og med sommerferier i Tisvildeleje, hvilket jeg langtfra er, så er bogen snarere et kig ind i en meget
eksotisk og fremmedartet verden, som man normalt ikke tilbydes et så harsk indblik i. Elsker den selvironiske måde han beskriver sit, i bund og grund, eget segment på, og så er det jo bare morsomt, at man i min alder kan huske, da han havde sin sex-brevkasse i ungdomsbladet Mix.... !
Jeg var teenager i 90`erne (i det mørke jylland) med alt hvad det indebar af eurodance-pop, britpop, grunge, østkyst og vestkyst hip hop, dansk hip hop som Den gale pose, Hvid sjokolade, Clemens og Malk de koijn, Beverly Hills 90210, The Simpsons, Twin Peaks, Povl Kjøller som kult, "Husk lige tandbørsten", Crazy Daisy, Karaoke, mobiltelefonens og internettets gennembrud, supermodeller, buffalo-sko og dogme-film. Nu har en journalist fra Politiken, Ditte Giese, været så venlig at skrive en bog om "det såkaldte sjove årti" som lå imellem murens fald i 1989 og tvillingetårnenes fald i 2001. »Årtierne før 90’erne fylder så enormt meget. Jeg har været til et utal af 80’er-fester, og man skal altid høre om alt det fantastiske, der skete i 70’erne. Derfor tænkte jeg, at tiden måtte være moden til at tale om 90’erne,« siger hun om bogen. Bogen har fået ok fine anmeldelser, dog går den negative kritik b.la. på, at den er for Københavner-centreret, idet der hovedsageligt skrives ud fra en storby-ungs perspektiv, hvor København fremstilles som epicenteret for en hel ungdomsgeneration. Det er så ikke ligefrem noget nyt for en journalist fra Politiken at lade hele verden rotere rundt om København, men lad det nu ligge. Jeg tror, at man skal tage bogen som en nostalgisk rent subjektiv fremstilling af hendes indtryk fra årtiet, og så bare læne sig tilbage og lade sig underholde. Nu kender jeg hendes skrivestil fra Politiken, og hun er altid superskarp samtidigt med at hun har humor og selvironi i behold, hvilket allerede er nok til at jeg er interesseret i at læse bogen. En af hendes bedste kvaliteter efter min mening er desuden, at hun som regel er ganske eminent til at karakterisere hendes egen generation (1977), som jeg (næsten) tilhører, og som jeg derfor tit kan nikke genkendende til. Jeg MÅ derfor have denne her bog - et oplagt julegaveønske til dem, der ikke ved, hvad de skal give mig....
