En noget betuttet Charlotte anno 1980
Først en lille advarsel; her følger nemlig noget nær det længste ikke-moderelaterede indlæg nogensinde skrevet her på bloggen og som bekendt siger det jo ikke så lidt....
Jeg har længe gået med nogle, i høj grad vildt baskende sommerfugle i maven, hvilket måske er en del af forklaringen på, at jeg har været mere eller mindre fraværende her på siden. Beklager - men lige nu går det bare ikke så godt med at multitaske! Jeg er nemlig mildest talt distraheret og har tankerne alle mulige andre steder end der hvor de rettelig burde være (speciale...) Og for en gangs skyld er det ikke den endeløse jagt på den perfekte sko, taske eller jakke som spærrer for fremdriften af andre mere rationelle aktiviteter! Det er noget helt anderledes spændende, som optager det meste af min tankevirksomhed og som jeg gerne vil fortælle om, idet det jo som sagt er det eneste, jeg rigtigt kan tænke på lige nu.
Sagen er at jeg meget snart skal ud at rejse og det ikke bare til et hvilkent som helst land. For et par uger siden fik jeg nemlig besked om, at jeg skal til Seoul i Sydkorea, hvor jeg skal deltage i et program der hedder "First trip home 2010" sponsoreret af organisationen
G.O.A.L. (Global overseas adoptees link) Vi bliver i alt 23 adopterede fra mange forskellige lande og præmissen er, at man deltager i et fælles program, hvor vi b.la. bliver introduceret til traditionel og moderne koreansk kultur. Samtidigt bliver der selvfølgelig også tid til sightseeing og evt. individuel søgning efter biologisk familie.
Jeg rejser d. 29. oktober og kommer hjem igen d. 7. november og jeg skal følges med to andre danskere på turen. Planen har egentlig altid været, at jeg ville have min familie med derover på et tidspunkt, men når nu denne her chance bød sig, var den næsten for god til at lade passere. Og så gør det nok heller ikke noget, at mine drenge bliver lidt større, før de kommer derover, så de får mest muligt ud af opholdet.
Først og fremmest ser jeg vildt meget frem til at få et mere konkret indtryk af det der underlige fremmedartede land, som ofte i opmærksomhed overgås af de større nabolande, Japan og Kina, og som jeg faktisk ikke ved ret meget om. Jeg glæder mig rigtigt meget til at lege turist og højst sandsynligt fare vild i kæmpestore Seoul, forsøge mig med de tungebrækkende koreanske gloser, smage autentisk koreansk mad (omend jeg måske står af ved kombinationen af hund og kål…), snakke med andre adopterede, besøge mit børnehjem og selvfølgelig det at gå blandt alle de andre på gaden - alle de andre, som vel at mærke også har sort hår og brune øjne!
Og selvfølgelig skal jeg da også se, om der mon ligger nogle oplysninger om biologisk familie derovre som jeg ikke har kendskab til. Også selvom jeg næsten ikke tør håbe på det, idet jeg er vokset op med en viden om, at man ikke har kendskab til mit biologiske ophav, hvilket betyder, at jeg i størstedelen af mit liv har affejet muligheden for at opspore biologisk familie. Når jeg føler, at jeg alligevel bliver nødt til at undersøge det, er det b. la. på baggrund af andre koreansk adopteredes fortællinger om tilfælde, hvor de er troppet op i Korea og rent faktisk har opdaget, at der ligger andre og mere uddybende oplysninger om dem derovre. Oplysninger, som af forskellige grunde aldrig har været sendt med til adoptionslandet og som derfor er den adopterede ukendt.
Det, at være adopteret har nu aldrig været det helt store issue for mit vedkommende, hvilket jo nok først og fremmest vidner om, at jeg er et mønstereksempel på vellykket integration eller skulle man nævne fy-ordet assimilation? Der findes i den forbindelse et begreb, der ikke uden humor, benævnes som
banankomplekset. Det er kort sagt en betegnelse for det forhold, hvor personer af asiatisk oprindelse er opvokset i vestlige samfund og deraf opfatter sig selv som vestlige, mens de af andre først og fremmest betragtes som asiatiske. Komplekset består af, at det at være "gul" udenpå og føle sig "hvid" indeni , selvklart kan komplicere forholdet mellem selvopfattelsen og andres opfattelse af en. Hvilket jo lidt højpandet er sådan nogle subjektiveringsprocesser som altid er spændende. Og ikke mindre spændende, når man pludselig kan se sig selv som en del af det!
Jeg kan nemlig godt relatere til det at føle sig dansk og samtidigt at føle sig som en del af noget andet - sidstnævnte nu mest fordi andre retter deres opmærksomhed mod dette andet. Hvis nogle siger "
hende der asiaten" opfatter jeg det nemlig ikke først og fremmest som om, at det er mig der omtales. Det må være nogle af de andre... Indtil det går op for mig, at det måske rent faktisk er mig der omtales... For jeg er jo asiatisk, eller? Jeg har således mange gange været lettere forundret over den megen interesse, som andre har udvist for det forhold, at jeg er født i et andet land og det, at jeg ikke kender min biologiske familie. Standard-nysgerrigheden kommer som regel til udtryk i form af uskyldige spørgsmål om, hvor jeg kommer fra, efterfulgt af flere spørgsmål som på forskellig vis positionerer mig som en, der med største selvfølgelighed burde tage stilling til sin oprindelse.
Derudover mødes jeg selvfølgelig også fra tid til anden - ligesom alle andre der afviger det mindste fra majoriteten - med stereotyper såsom, at "
asiatiske mennesker da også er så venlige og hårdtarbejdende" og "
Ja, dem er der jo aldrig nogle problemer med" (vistnok ment som at det er andre befolkningsgrupper der står for al balladen... Skal vi mon gætte på, at der drages en sammenligning med den, ehm... muslimske befolkning...?!) Direkte racistiske udfald har jeg dog mere eller mindre været forskånet for - nok igen fordi eventuelle udfald i givet fald ville gå fuldstændigt hen over hovedet på mig. Jeg ville nemlig højst sandsynligt ikke opfatte det som om, at det var mig der blev talt til! Det at se anderledes ud og blive opfattet som "fremmed", har derfor langt hen ad vejen været fulgt af sådan en underlig distanceret følelse af, at det ikke var mig det omhandlede, for jeg er jo bare Charlotte der tilfældigvist har et asiatisk udseende!
Jeg har heller aldrig været særligt interesseret i Asien (bortset fra dens lækre mad selvfølgelig), har aldrig opsøgt egentlig viden om Sydkorea og har fx heller aldrig set skyggen af lækkerheds-potentiale i asiatiske mænd… Den lader vi lige stå et øjeblik, for hvorfor betyder
det overhovedet noget og er det egentlig ikke temmeligt diskriminerende at sige? Og hvad er egentlig relevansen af at nævne det, når jeg jo heller aldrig har haft en sydamerikansk eller specielt rødhåret kæreste? Et faktum, som man jo nok ville henregne til tilfældighedernes spil. Når jeg ikke har haft en asiatisk kæreste, tror jeg dog ikke, at det kun er tilfældigt. Snarere tror jeg, at det er forbundet til det aspekt, at jeg føler mig hvid uden at være det og at jeg derfor finder størst genkendelse i vestlige skønhedskategorier, hvor asiatiske mænd ikke ligefrem er idealet, men snarere nogle der betragtes som nogle pudsige Bruce Lee/Jackie Chan-agtige typer med sjove bevægelser, sjove lyde og små…kroppe…Som altså ikke lige kan hamle op med vestlige guder som Brad Pitt og Johnny Depp…Og bemærk lige engang, at jeg kun må skrive det her, fordi jeg selv er asiatisk. Hvis andre skrev sådan nogle racemæssige generaliseringer ville de få smæk af b.la. mig…! ;) Og det er så b.la. de stereotyper som asiatiske mænd sikkert møder. På samme vis som asiatiske kvinder også tit præsenteres som stereotyper. Og det er sgu lige træls for begge køn, men det er bare et eksempel på, hvor gennemført hvid jeg føler mig, hvilket jo egentlig er rimeligt langt ude!!!
Ovenstående undren sig har da også ført til andre halv-flove erkendelser af, at jeg vel nærmest føler mig så ærke-hvid, at jeg desværre også selv fra tid til anden falder i den der halvdiskriminatoriske grøft, hvor jeg pludselig synes, at alle asiatere da egentlig ligner hinanden og at de da egentlig også virker sådan lidt mere ydmyge i det... ! Hvilket jo er mindst lige så sandt som det forhold at alle danskere ligner hinanden og at danskerne i øvrigt er sådan et lukket folkefærd…! Jeg skammer mig egentlig lidt over at kunne tænke sådan, men i bund og grund er det jo bare et udslag af, at jeg føler mig 100 % dansk, hvilket jeg vel ikke kan bebrejdes. At jeg selv er spundet ind i de her vestlige stereotypier, er dog noget jeg er blevet mere og mere opmærksom på, jo ældre jeg er blevet. Pia K og co. ville sikkert være pavestolt af sådan en som mig, der har fået børn med en "gammeldansker", som ikke kan tale sit oprindelige sprog, som lever "dansk" i enhver henseende og som på forskellig vis har lavet mange krumspring for at undgå at tage stilling til sin asiatiske oprindelse. Jeg er en rigtig præmie-banan, er jeg!
Også mine børn synes at det er spændende med min fremmede oprindelse og jeg har i øjeblikket en stor søn, der render rundt og fortæller alle, at han er koreaner. Hvilket jeg på forsigtig vis har korrigeret, idet han jo først og fremmest er dansk i kultur og levevis. Men han kan jo heller ikke løbe fra sine brune øjne, mørke hår og halv-asiatiske øjne. Så midt i al min insisteren på at blive opfattet som 100 % dansk, har jeg alligevel i løbet af de senere år fattet større og større interesse for min koreanske baggrund. Og jeg har adskillige gange gjort forskellige forsigtige tilløb til at nærme mig dette ved fx. kortvarigt at forsøge at lære koreansk, at søge akt-indsigt i mine adoptionspapirer, at deltage i nogle af
Korea klubbens aktiviteter og ved hist og pist at samle lidt trivia op, som kan hjælpe mig til at kunne fortælle mine børn lidt om landet derude østpå, hvor jeg for snart 31 år siden blev født og indleveret til et børnehjem med henblik på adoption.
Jeg har dog aldrig (før nu vel at mærke!!!) gjort et helhjertet forsøg på at nærme mig denne koreanske identitet, som i lang tid har forekommet mig ligeså fremmed, som hvis man havde fortalt mig, at jeg var fra det ydre rum… ! Engang troede jeg, at det kun handlede om manglende interesse, men for mit vedkommende tror jeg dog også, at det handler om, at jeg ikke har haft modet til det før nu. Det er jo ikke bare sådan for sjov pludselig at troppe op i Korea med et ønske om at møde sin biologiske familie. Det kan have store omkostninger for begge parter på forskellig vis. Og det er ikke uden en følelsesmæssig belastning for alle involverede parter. Måske
er der ikke nogle nye oplysninger og så ved man jo det, hvilket jo også er en slags afslutning på dét kapitel. Det værste mulige scenarie er dog næsten, hvis ens biologiske familie ikke skulle ønske at se en. Og det er jo rent faktisk en mulighed, som man selvfølgelig må respektere. På sin vis er det jo noget ret egoistisk noget, sådan at komme anstigende så mange år efter og måske rode op i noget, som andre måske har ønsket at glemme for mange år siden og selvfølgelig vil jeg gøre alt hvad jeg kan for også at respektere deres ønsker om at mødes eller ikke at mødes.
På den anden side synes jeg nok også lidt, at man skylder mig nogle svar, og efterhånden som jeg er blevet ældre, er jeg nok endelig ved at være plukkeklar i forhold til selv at opsøge den der anden del af mig, som jeg har meget lidt kendskab til og som jeg først i løbet af de senere år er blevet oprigtigt interesseret i. For
hvad er det egentlig jeg kommer fra?
Hvad er min forhistorie?
Hvorfor blev jeg givet bort?
Hvad mon der skete dengang? Har jeg mon biologiske søskende? Har de mon nogensinde tænkt på mig?
Min spirende nysgerrighed hænger sandsynligvis først og fremmest sammen med det forhold, at jeg selv har fået børn. Det, at man pludselig selv står med det fulde ansvar for og kærlighed til sådan et lille menneske, pirker til på den ene side spørgsmålet om, hvordan nogen i himlens navn kan finde på at opgive sit eget barn? Og på den anden side, har det for mit vedkommende også frembragt en måske dybere forståelse af, at der også ligger noget kærlighed i det at give sit barn væk i håbet om et bedre liv. Skulle jeg selv få muligheden for at møde biologisk familie, ville jeg fortælle dem, at jeg har det godt og at jeg i dag har min egen familie, som jeg også synes, at de burde have kendskab til. Men forsøger jeg at medtænke et ”
hvad skal der ske efter at man har fundet sin biologiske familie?” går min hjerne helt i sort – måske fordi jeg slet ikke kan forestille mig, hvordan jeg ville have det, hvis søgningen rent faktisk resulterede i et styks (eller flere!) biologisk familiemedlem. Det går langt ud over min aktuelle fatteevne – og det uanset hvor mange gange Sporløs jeg efterhånden har sneget mig til at se….
Finder jeg omvendt
ikke ud af noget, går mit liv nu stadig videre og jeg håber bare under alle omstændigheder på en fantastisk tur, hvor jeg kan få et lille indtryk af det land, hvor jeg på sin vis lige så vel kunne være opvokset. Indtil videre forsøger jeg bare at holde sommerfuglene i skak, at slå koldt vand i blodet og så ellers koncentrere mig om at læse lidt om Korea og ordne de forskellige praktiske forberedelser til turen. Men I kan nok være forvisset om at det her ikke er det sidste, jeg skriver om min store tur, så er I blandt dem der synes at programmer som Sporløs er kvalmende følelsesporno, så er det nu, I bør stå af, he he! Kryds fingre for mig, så er I søde:)
Og nu... Vil jeg ud og lave noget mad som måske er noget af det mindst asiatiske jeg kan lave; nemlig tarteletter!
