(Vila skindjakke, T-shirt Bibi Chemnitz, velourleggins Bik Bok, støvler Dr. Martens, taske Friis co., halskæde genbrug, bælte H&M)
Jeg er sindssygt træt, da de seneste dage har været en anelse hektiske. Aftaler + festuge torsdag, festuge fredag aften/nat, loppemarked (våd og regnfuld)lørdag. Og så i dag, hvor vi har haft en forholdsvist afslappende familietur ned til festugens sidste dag. Altsammen med søvnunderskud til følge, jeg er så meget ved at blive for gammel. Det skiftevist drypregnede eller stod ned i stænger. Jeg har ikke rigtigt haft en regnfrakke i lang tid, det er jo så enormt kedeligt et køb, fordi det jo alene minder en om kedeligt regnvejr. Det uanset, hvor mange paraplyer, haner eller høns man udsmykker jakken med. Aversionen mod regnfrakker betyder jo så også, at jeg tilgengæld bliver temmelig våd og gennemblødt i min bevægen sig rundt i det fantastiske danske sommer/efterårsvejr, og jeg har derfor nu købt et 59 kroners blåt regnslag. Det er fint nok til formålet. Festugen var som festuger er flest, fyldt med glade mennesker, øl, musik og så videre. Jeg har udelukkende hærget min krop med almen druk kombineret med familiær hygge. Det kunne jeg nu også have præsteret udenfor festugen, så vil ikke sige at jeg i år har været god til at benytte mig af byens tilbud. For sjov kan de århusianske festugegængere kategoriseres i to grupper. Den ene gruppe går ud for at drikke sig hønefuld, finde kærligheden og æde pandekager på torvet. Aldersgruppe: 13 - 55 år (Jeg mener det, jeg har set mennesker, der har passeret de 55 år og fortsat periodevist går i stilling som alkohol/hormonpumpende teenagere, og det er ikke nødvendigvist kønt!) Den anden gruppe (der har fundet kærlighed og tosomhed) ser festugen som en mulighed for flere kulturelle tilbud end normalt, og gennemsøger eksemplarisk programmet for finkulturelle eller i det mindste særlige forestillinger/udstillinger, som kan berige deres kulturelle kapital. Aldersgruppe: 55 - the end. Men hyggeligt er det! Og synes altid, at festugen præges af en særligt venlig og god stemning. Folk bevæger sig lidt mere afslappet rundt imellem hinanden, og er ikke så bange som normalt for at sige hej. Jeg vil slappe af nu med filmen "Rødder", som vist skulle være god, men vender tilbage igen i morgen. God søndag aften!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar