søndag

Forever young?

Jeg tror at jeg har en midtvejskrise. Fandt mig selv stående foran spejlet den anden dag og spejde efter både rynker og grå hår. Førstnævnte - eller skal vi kalde det for det unævnelige, forefindes endnu ikke for alvor i mit stadigt nogenlunde glatte fjæs, men jeg siger jer - de er på vej! Pis også, lad os bare kalde det ved rette navn; RYNKER! Alle kvinders fjende nr. 1. Der er kun 3 ting der er helt sikre her i livet og det er 1) skat 2) rynker 3) døden. Og så er det desuden et faktum - et ret træls et - men det ER et faktum, at vi stadig betragter rynker og gråt hår hos en mand, som tegn på erfaring, visdom, klogskab og hvilen-i-sig-selv, mens man ift. kvinder betragter selvsamme alderstegn som tegn på afblomstring og ælde = ikke længere attraktiv! Og jo, det er klart, at superstjerner må ligge under for et umenneskeligt pres om at forblive unge, sprøde og attraktive, men jeg bliver nu alligevel en anelse foruroliget, når jeg ser de tidligere ellers ganske skønne aussies; Nicole og Kylie, fyldt op med botox til randen. Jeg kan ikke lade være med at tænke at hvis man allerede er så afhængig af de forskellige metoder til at se yngre ud i sine 40`ere, hvilke radikale midler må man så ikke gribe til, når man fylder 50, 60 osv.? Cat til højre(hvem er hun egentlig??) bliver i den forbindelse lidt et skræmmeeksempel...
Photobucket
Aldersfascist eller ej... Jeg håber meget, at jeg til den tid kan modstå presset om at skulle fyldes med alt muligt skidt og lort, for i stedet for at kunne ældes med ynde, som det så smukt hedder. Det er ikke fordi det var nemt at finde nogle stjerner med rynker men f.eks Bianca Jagger, Helen Mirren og Lauren Hutton synes jeg er gode eksempler på kvinder, som stadig er meget smukke og som umiddelbart ikke ser ud som om, at de har gennemgået en masse operationer. De har rent faktisk RYNKER! Gyys! Men i modsætning til Kylie og Nicole har deres ansigter så til gengæld karakter og personlighed....Ok, de har så også alle haft et ret godt udgangspunkt, men hurra for naturlig skønhed... Vil man endelig anvende operationer/botox/silikone kunne man i det mindste få det lavet, så det netop IKKE ser kunstigt ud...Ikke også, Anni Fønsby??
Photobucket
For mit eget vedkommende kan jeg ikke lade være med at sammenligne en stadig spændstig hud med et par nye sko eller en ny taske. Når jeg får noget nyt, er jeg altid ekstremt ærgerlig når de første mærker/skader viser sig, men efter noget tid er det fuldstændigt ligegyldigt og på tasker lærer man endda at sætte pris på lidt patina... Håber, at det er det samme med ens hud, ha ha! At man måske synes at det er træls med de første rynker, men efter noget tid er man så vant til dem, at man ikke længere bemærker, når der kommer flere til. Og forhåbentligt kan man måske endda lære at sætte lidt pris på dem som en slags livets patina?? (Hurra for eufemisk sprogbrug, ha ha!)

4 kommentarer:

  1. Livets patina er en meget bedre betegnelse for rynker ;-)

    SvarSlet
  2. Godt indlæg - og god illustration, den med taskerne og patinaen. Jeg venter dog stadig på, at jeg lærer at sætte pris på mine begyndende rynker - jeg bilder mig normalt ind, at de ikke er der, men når jeg så ser mig i spejlet i det skarpe forårslys, kan jeg jo godt se, at der er lidt i øjenkrogen.... Hvis du finder opskriften på at elske sine rynker, så skriver du lige. Ikke?

    Mvh
    Mette (og for sammenligningens skyld: jeg er 36 år. Så jo, det ER rynker)

    SvarSlet
  3. Godt indlæg!

    Jeg kan faktisk slet ikke forstå, at Nicole Kidman stadig får roller, for hun er jo en mega dårlig skuespillerinde eftersom hun ikke har noget mimik tilbage. Og hvor er det træls at se, at Kylie er ved at transmogriffe sig om til en stiv plastikting.

    Når det er sagt, synes jeg da heller ikke selv, det er specielt sjovt at opdage, at jeg har to streger mellem øjnene, når solen skinner. Thank God for solbriller!

    /Maria

    SvarSlet
  4. Lasse: ja ikke? Sådanne sproglige krumspring er nyttige når man når min alder, ha ha!

    Mette: Jeg tvivler på at man kan lære at elske sine rynker, deller, strækmærker, cellulitis og hvad har vi lige, men jeg tror på at vi kan lære at acceptere dem. Og der er det sgu lidt vigtigt at man bare taler frit om at sådan er det! Der skal helst ikke være noget tabu over det, for sådan ser langt de fleste af os virkelighedens kvinder jo bare ud!

    Maria: Sjovt, det er også lige imellem øjnene at jeg kan ane nogle linjer. Frygter at få den der "frown"-rynke så man ser evigt sur ud... Jeg forstår heller ikke at skuespillerinder tør at ommøblere på deres ansigt på den måde, for du har fuldstændigt ret, det går først og fremmest ud over mimikken og det er jo temmeligt fatalt for en, der skal leve af det! Og Kylie... Ja, hvad skal det dog ikke ende med, når hun allerede ser så plastic-fantastic ud nu...?

    SvarSlet