mandag

Tilbage til kedelige mandage...

Photobucket
Photobucket
Photobucket
Hej Hej!
Så er jeg tilbage i lille Århus igen. Århus, som pludselig synes så utroligt lille og provinsiel efter at have vadet rundt i en storby med mere end 11 millioner indbyggere i en 9-10 dage. Men det er nu også dejligt at være tilbage i vante og trygge rammer. Her farer jeg da i det mindste ikke vild og jeg kan sproget og skal derfor ikke fægte og mumle mig igennem situationer, hvor selv det at købe en kop kaffe kan være noget af en sproglig udfordring! Nuvel, nu er det ihvertfald tilbage til hverdagen, hvor kedelig den så end kan forekomme efter sådan et lille eventyr. Da jeg kom hjem for lige præcist en uge siden kunne jeg slet ikke overskue at blogge og det er så grunden til at jeg først skriver noget nu, for som bekendt synes jeg ikke man skal tvangs-blogge...

Folk spørger mig, om Seoul var som jeg forventede og det er faktisk lidt svært at svare på, for jeg ved ikke helt, hvad jeg forventede andet end en god rejse og det fik jeg ihvertfald! Jeg er dog helt vild med den by og tror virkelig, at jeg efterlod et lille stykke af mig selv derovre, hvis jeg må have lov at udtrykke mig i tungfede klichèer....!
Følte mig derfor også noget fortumlet, da jeg kom tilbage til Danmark for det føles nemlig på forunderlig vis som om, at jeg har været borte i mindst en måned, selvom jeg jo kun var væk i 10 dage! Hele ugen og GOAL programmet var yderst intenst og tætpakket med oplevelser som man nærmest først fik tid til at tænke over bagefter! Har mødt en masse spændende mennesker, hørt en masse spændende historier og ikke mindst suget til mig af alle de indtryk som Seoul byder på. Jeg bilder mig dog ikke ind, at jeg nu ved så meget mere om Sydkorea, end jeg gjorde før, for for det første boede jeg jo kun i Seoul, som sikkert er noget anderledes end resten af landet (Kbh er jo heller ikke repræsentativ for hele DK!) Og for det andet boede jeg i et meget rigt og pænt kvarter og så derfor ikke de mere fattige dele af byen, som jeg jo ved findes.

Jeg mødte også min koreanske adoptivfamilie to gange, hvilket var en stor oplevelse. Især da de gav mig billeder af en truntetyk baby-Charlotte i armene på ham, der kunne have været min storebror i dag. Billeder, som jeg jo aldrig havde set før! Da måtte selv en hård banan som jeg fælde en lille tåre. De var nogle utroligt varme og behagelige mennesker og de fortalte, at jeg havde været hos dem i 8 mdr. og at jeg var i en meget ringe tilstand, da de modtog mig. De gav mig dog god mad, så jeg tog hurtigt på. Og det var så den eneste gang i mit liv, hvor jeg har prøvet at være tynd, ha ha!

De sagde desuden, at jeg lignede mig selv fra dengang, at mine øjne var de samme som dengang og at det var min figur i øvrigt også! He, he håber det var en oversættelsesfejl, eftersom jeg, ud fra førnævnte billeder at dømme, var rimelig smældfed som baby! Jeg fik dog desværre ikke svar på, hvem min biologiske familie er. På mystisk vis kan hverken familien eller adoptionsbureaet "huske", hvorfra oplysningerne om min fødselsdato og min 24. årige biologiske mor stammer fra. Ja, ja det er ikke sådan når hukommelsen svigter. Det er jo selvfølgelig også mange år siden, men jeg har nu stadig på fornemmelsen, at nogen skjuler noget fra mig, men skal jeg undgå at blive fuldstændigt paranoid oveni bøtten, må jeg nok gøre op med mig selv, hvor meget jeg vil forfølge det her yderligere. Umiddelbart lader jeg den nok ligge her, for jeg har jo fundet ud af noget. Jeg er gået fra at vide intet, til nu ihvertfald at have stykket dele af min baggrundshistorie sammen og måske er det nok for mig. Familien vil gerne bevare en form for kontakt og det vil jeg også gerne, idet de jo  er min eneste forbindelse til min koreanske baggrund, men nu må vi se hvordan det forløber hen ad vejen.

Mest af alt, er jeg dog bare glad og stolt af mig selv for at have sprunget ud i det her og så varmer det meget at tænke på, at jeg dengang for mange år siden rent faktisk har været i nogle meget kærlige hænder som har givet mig masser af omsorg, kærlighed og rissuppe! Det er rart at have fået svar på, hvor jeg har befundet mig i ihvertfald de første 8 måneder af mit liv, før jeg kom til DK som 13. mdr. gammel. Og så var det rart at kunne møde dem og fortælle dem, at jeg har haft det godt og at jeg forstår deres beslutning fra dengang om at bortadoptere mig. Det betød især meget for moderen at få det at vide, for hun var tydeligvist stadig mærket af en årelang dårlig samvittighed som hun jo faktisk ikke behøver at gå rundt og bære på mere. Selvom det er en voldsom og ret så angstprovokerende tanke at skulle føle sig nødsaget til at give sit barn væk, kan jeg altså efterhånden godt sætte mig ind i, hvad man måske kunne være villig til, hvis man ikke havde midler nok til at forsørge sit barn. Dertil skal så lægges den massive stigmatisering som forefindes dengang som nu ift. enlige mødre, så jeg bebrejder ikke dem, der har været nødt til at handle som de gjorde. Snarere betragter jeg dem som en slags ofre for systemet og den måde, som det koreanske samfund fungerede/fungerer på.

At Sydkorea så (her mange år efter) fortsætter deres praksis med at sende børn ud af landet i en lind strøm, synes jeg så overhovedet ikke er i orden - især ikke set i lyset af, at det er så rigt et land, som det faktisk er. Et så rigt land burde klart kunne tage sig af sine egne børn, få lavet nogle socialreformer og derigennem gøre op med noget af den stigmatisering og social armod som fortsat præger tilværelsen for især enlige mødre. Så på det politiske niveau kan jeg godt mærke, at hele adoptionspraksissen virker meget provokerende på mig, men det er jo desværre ikke noget, jeg lige kan gøre noget ved. Og omvendt forstår jeg jo også godt de barnløse par som brændende ønsker sig et barn. Jeg synes måske bare ikke, at de fortsat bør komme fra Sydkorea!

For nu at vende tilbage til noget lidt mere letbenet, så fik jeg selvfølgelig også shoppet lidt i Seoul, selvom det mest blev til souvenirs til familien. Der var faktisk alt for lidt tid til det og når jeg så havde tid, prioriterede jeg andre ting såsom at prøve at få sovet lidt eller at tilbringe kvalitetstid med de andre deltagere. Men altså! Seoul er jo et totalt shoppe-paradis! Jeg overdriver virkelig ikke, når jeg siger, at aldrig har jeg set så mange små fine butikker og kæmpestore markeder med alt hvad hjertet og dankortet kan begære! Og nogle af markederne med tøj fra forskellige koreanske designere havde åbent til kl. 5. Om natten! Næste gang jeg tager derover bliver det med ét sæt ekstra tøj og en ellers tom kuffert, så man kan fylde op af det vildt lækre og meget prisvenlige tøj! Alt virkede desuden som om at det var rigtig god kvalitet. Ved ikke, om det bare var mine egne fordomme om "made in asia" tøj og den deraf nogen gange ringe kvalitet, men måske kan de holde kvalitetsniveauet, fordi Seoul endnu ikke er så "turistet" som så mange andre steder...?

Jeg må også sige, at jeg generelt var positivt overrasket over stil-niveauet i Seoul. Nu boede jeg så også tæt på nogle af kvindeuniversiteterne (et område berømt for sine smukke kvinder) hvilket selvfølgelig betyder, at mange af de velklædte kvinder jeg så, må have været fra den øvre middelklasse, men synes virkelig at de gør det godt! Bemærkede forskellige stilarter såsom fx. den meget ladylike stil med pæne nederdele, oversize blazers og pumps, cool streetwear med oversize trøjer og sneaks, sexet glamrock med læder, fjer og guld og lillepige stilen med små kjoler, knæstrømper og lange frakker. Der var faktisk lidt af hvert at se på og det er jo altsammen stilarter, som jeg på hver deres måde finder ret lækre! Så hvad angår stil, synes jeg faktisk at de (næsten) er på højde med de stilfulde danske piger. Når jeg skriver "næsten" er det måske fordi at de mest velklædte danske kvinder efter min mening, mestrer det der mere ukomplicerede look, hvor de ligner nogen, der absolut ikke har tænkt på deres tøj og hår. Sådan lækker-casual og det synes jeg nok især at danske og svenske kvinder er gode til.

Men hvor var der dog sindssygt mange flotte piger/kvinder. Og også mænd for den sags skyld! Især mange af kvinderne var dog virkeligt overvældende smukke med deres hvide glatte hud, sorte hår, diskrete makeup og hyperslanke lemmer. Tænk på smukke Maria fra Vanillascented og forestil dig så hele gader med kvinder lige så skønne som hende...! Der er så absolut heller ikke salg i bronzere i Seoul, hvor idealet snarere er så hvid en hud som muligt. Det er vel nok den største kontrast til hjemlige forhold, hvor en del af os giver den gas med både solarie, bronzere og selv-brunere. Nogle lige en kende for meget...! Selvom jeg jo ikke er sådan super-mørk, følte jeg mig dog helt vildt brun derovre, hvor cremer med whitening, brightening og SPF 50 er store hits. Egentligt lidt sygt, men ok, nok ikke mere underligt end når danske piger bruger førnævnte bronzers til at optimere og forlænge sommergløden... ! Derudover er pigerne utroligt slim og en del af dem var endvidere særdeles langbenede! Det er jo egentlig ikke så tit at jeg sådan går og føler mig chubby (klart en fordel ved at blive ældre og lidt mere afslappet på den front!) men den følelse fik jeg klart derovre, hvor alle lignede en max. str. 34 og hvor jeg pludselig følte mig dobbelt så stor, som jeg egentlig er. At jeg så også kun så 5 (jo, jeg talte...) lettere-buttede personer i løbet af hele ugen, siger nok også noget om at de måske lever lidt sundere end mange af os i vesten...

Tror også at jeg selv ville være sundere (og tyndere!) hvis jeg levede derovre, idet kosten jo består af rigtigt mange grøntsager, fisk, ris, soya og tang. Maden er ofte sindssygt stærk (chili og hvidløg) men samtidigt utroligt smagfuld med rigtig meget umami-smag. Hvor noget mad herhjemme kun udfordrer enkelte af ens smagsløg, synes jeg generelt at den koreanske mad sætter alle smagsløg i arbejde. MUMS! Skal klart udforske koreansk madlavning og se om jeg kan finde ud af at lave min egen bulgogi eller Kimchi.

Ok, så nåede jeg lige (i sædvanlige lange træk...) omkring både adoption, de koreanske kvinder og deres stil og så kan jeg jo passende slutte af med at nævne, at støvlerne på billederne er mit seneste køb. Nu jeg ikke har råd til Acnes Shank støvle hoppede jeg på det næstbedste og købte de her fra Billi Bi. Jeg har været lidt træt af wedges og har derfor længe villet have et par andre støvler med en solid hæl, så jeg er virkelig glad for de her. De fås også i grå, men jeg valgte selvfølgelig mere sikkert og kedelig og gik efter den sorte, som kan gå til alting.

PHEW... Det var alt for i dag. Det er det der sker, når man opdaterer så sjældent - der kommer sgu en hel roman ud af det, men ok, havde jo så også noget lidt mere spændende på hjertet end bare mit seneste køb eller min seneste craving... Ses!

9 kommentarer:

  1. Det er vildt spændende at læse din historie :)

    SvarSlet
  2. spændene historie. tak for at dele den :)
    og fede sko!

    Astrid

    SvarSlet
  3. IIIIIH hvor er jeg bare glad for, at du havde en god tur!
    - Og iiiiih hvor er jeg bare glad for, at du er tilbage :)

    SvarSlet
  4. Hej Charlotte :) Så spændende at følge dig og læse om det hele. Og hehe når jeg besøger min familie i Japan, føler jeg mig stor og brun i forhold til alle de andre ^_^

    SvarSlet
  5. Spændende og fin historie. Har en koreansk veninde som har besøg sine biologiske forældre og jeg bliver altid så rørt over sådanne historier.
    Fede støvler i øvrigt!
    Kh Line.

    SvarSlet
  6. Hvor har jeg længe glædet mig til at høre om din tur :) Jeg er glad for at du havde en god en af slagsen!

    SvarSlet
  7. Hej, dejligt at I gad at læse med:) Og ja, havde en fantastisk tur. Den glemmer jeg nok aldrig og vil allerede helt vildt gerne derover igen:)

    SvarSlet
  8. Og Emilie, er glad for at jeg ikke er den eneste der så pludselig kan føle sig både stor, klumpet og alt, alt for brun... :)

    SvarSlet
  9. FEDT at høre om din tur. Var også enig med B. om, at du sikkert ville skrive "en smule" om det på bloggen. Hvor fedt for dig, altså!

    SvarSlet