Igår...

..så jeg sådan her ud. Afslappet som jeg bedst kan lide det. I går var jeg også til et meget interessant foredrag med Charlotte Johannsen, der har forfattet bogen "Forklædt som nazist" om de 8 mdr. hvor hun infiltrerede det højreekstreme miljø, som denne tager sig i Aarhus i kraft af White Pride og deres forskellige undergrupperinger. Interessant og også dybt skræmmende læsning, da det handler om vores by - vores lille landsby - som under den smilende overflade desværre også rummer stærkt voldelige bevægelser som truer ikke bare vores opfattelse af tryghed, men som helt konkret udgør en fare i nattelivet for alle dem, der ikke lige ligner de andre. Jeg synes at bogen er skidegod og jeg slugte den råt, især fordi den giver et helt enestående indblik i en voldelig subkultur, som de fleste nok ikke er allermest bekendt med. Jeg var ihvertfald ikke.

Derudover finder jeg den også ret nuanceret. Især fordi den fremfor en ensidig dæmonisering af den ekstreme højrefløj, hvilket vel ofte er en ufattelig nem og ofte anvendt forklaring på alt det som vi frygter og ikke forstår, også fremstiller personerne og miljøet som et eksempel på, hvordan ondskab og had i princippet kan dukke op overalt. For de her gruppers vedkommende, lever en del af dem faktiske ret almindelige liv parallelt med deres liv som tilhænger af White Pride eller dets undergrupperinger. Det skræmmende er så netop, at bogen på sin vis udgør en form for universel fortælling, idet den siger noget om menneskelig ondskab og hvordan denne også udøves og støttes af såkaldte "helt almindelige mennesker", der i det her tilfælde overfor deres omverden ofte skjuler deres højreekstreme aktiviteter. Som jeg ser det, er det derfor netop vigtigt ikke bare at få nogle bestemte individers aktiviteter frem i dagslyset, men at forstå, at det handler om et miljø som rummer nogle bestemte elementer som nogle, forstå det om man vil, finder meningsfulde og værd at engagere sig i. Hvilket måske især er en relevant indgang til det præventive SSP-arbejde, som blandt andet består i at modvirke organisationernes rekruttering af unge mennesker, som på forskellig vis kan finde miljøet tiltrækkende.

Nogle kritikere har kritiseret bogen for at have et for "magert et indhold", idet det ikke lykkedes Charlotte - grundet sin status som kvinde - at komme tæt på det egentlige politiske indhold i White Pride, hvilket gør at vi stadig står tilbage med spørgsmål som, hvordan vi skal vurdere truslen fra dem. Hvad er deres strategier? Hvordan er deres organisering? Vil de overholde demokratiets spilleregler eller er det bare skin-tilpasning, når nogle af undergrupperingerne søger om offentlige midler til deres foreningsarbejde? Hvad sker der i virkeligheden i White Pride? Jeg synes kritikken er berettiget, men omvendt har det ikke været muligt for hende at nærme sig disse spørgsmål, da kvinder i det miljø mest af alt skal "holde kæft og se godt ud", hvilket vanskeliggjorde denne del af infiltreringen. Charlotte er desuden, som hun selv fortalte det, på forskellig vis blevet kritiseret for sit forhold til en af tilhængerne, hvilket især har fyldt meget i pressens dækning.

Men - døm selv, det er skræmmende, men i mine øjne nødvendig læsning.