Søndagspladder...

Sidste år fyldte jeg 30 år og status er, at jeg er mor til 2 børn, i et længerevarende parforhold (faktisk på 9. år nu!), at jeg godt kan se at det hele "hænger" lidt mere og at jeg efterhånden har lavet de overspringshandlinger i uddannelsessystemet, som SU`en har givet råderum til. Det virkelige liv venter dermed lige rundt om hjørnet. Jeg har desuden en sød (og væsentligt yngre) bankrådgiver, der er begyndt at kaste fremmedord omkring sig, såsom "kapitalpension" og "efterlønsbidrag" og jeg forventer egentlig snarest at få brev fra "Ældresagen" (som en bekendt modtog, da hun havde rundet de 40 år... Det kan godt være at de er ældre der hos "Ældresagen", men de er fandme alligevel hurtigt ude...).

Sagen er, at jeg egentlig har det fint med min alder og så alligevel? Jeg kan jo ikke lade være med at tænke over, hvornår grænsen mellem det friske ungdommelige og det pinligt "wanna be - ung med de unge" krydses? De tanker, popper for det meste op, når jeg kigger ind i mit tøjskab, som fortsat nok mest af alt ligner en teenagers (for ikke at tale om resten af lejligheden). Der er for det første ikke meget walk in closet over et IKEA skab. For det andet, er det fyldt med små kjoler, gamacher, oversize bluser og wedges. Ikke just stilen for en på 30 år. Eller hvad? Jeg ved godt, at man siger at 30`erne er de nye 20`ere und so weiter, men hvor længe kan man egentlig gå i lårkort og gamacher, uden at folk ender op med at ynke en lidt: "Åh se lige hende der, shit hun prøver godt nok hårdt at se yngre ud!". Vi er vel alle stødt ind i typen. Hende, der det meste af tiden bruger sit liv i et parcelhus med unger, bil og kapitalpension, mens hun periodevist skejer ud med veninderne, hvor den så til gengæld ikke skal have for lidt, når nu endelig hun kommer i byen. Der bliver både bootyshaket på bardisken og flirtet med de unge fyre. Jeg frygter at blive til hende. Samtidigt synes jeg fandme jo, at det er begrænsende at nogle dertil vedtagne konventioner og normer skal bestemme, om jeg fortsat må gå i gamacher, høre hip hop, spille Wii og i det hele taget være barnligt anlagt og uden skygge af interesse for "Bo bedre", flexlån og mærkevaretøj til børn. Nå ja, og det sidste er noget, der lidt rider mig som en mare!

Mærkevaretøj til børn er vist det område indenfor tekstilbranchen som er allermest i vækst, og rundt omkring mig ser jeg tit mødre med de smarteste og mest velklædte unger på armen, mens de selv ligner noget, der bestemt har set bedre tider. Det er en af de konventioner jeg nævnte før. Når man er mor, forventes det lidt at man bruger alt sit krudt på ungens tøj og legetøj, hvilket betyder, at man med den største selvfølgelighed ikke længere går op i sit eget udseende. For det er der jo hverken tid eller penge til i følge de her normer. Okay, de her kommentarer er utroligt fordomsfulde, men tro mig, jeg møder den nogen gange. Og hver eneste gang bliver jeg en anelse trodsig, for der er fandme ikke nogen, der skal antyde om mig, at jeg er en dårlig mor, bare fordi jeg lader mit barn gå i H&M tøj istedet for Katvig, Molo og hvad det ellers hedder! Så hurtigt som de vokser, ville jeg personligt føle mig ret tåbelig, hvis jeg købte 6-700 kroners bukser til dem. Især, fordi de indtil videre er komplet ligeglade med, hvad de bliver proppet i.

Selvfølgelig har ens muligheder for dyrt tøj til børnene også med ens rådighedsbeløb at gøre. Jeg vil dog vove den påstand, at der for mange mødre efterhånden er større signalværdi i, at ungen har det "rigtige" tøj på, som hvis det nu var moderen, der havde det nyeste Acne på.... Sidstnævnte ville tværtimod indenfor bestemte kredse, blive tolket som, at man er lidt overfladisk og forfængelig og at man nok mere går op i egne behov fremfor barnets. Jeg ved godt de findes - altså de kvinder, der både ser totalt smarte ud og som samtidigt har et barn i det nyeste nye. Se lige alle de der kendis-mødre f.eks. Det er nu ikke dem, jeg henviser til, men de mere almindelige mødre med almindelige mænd og almindelige børn, der går i almindelige daginstitutioner....Hos en del af dem, ligger en stor del af deres signalværdi i, hvordan barnet tager sig ud og hvilke aktiviteter barnet nu går til. Der går "projekt barn" i den. Og hvad der er næsten lige så trist er, at de glemmer at gøre sig "lækre" (overfor dem selv), og de glemmer, at gøre sig til overfor deres partner, hvilket er lig med et dødt samliv, som så selvfølgelig bare giver mere tid til projektet. Indtil manden skrider. Eller indtil kvinden får nok af en mand, der virker totalt uinteresseret og mest af alt går op i sit arbejde. Det, der er signalværdi i for ham.

Det med signalværdi bringer mig så tilbage til, at jeg har seriøs tøj-krise for tiden. En form for "tøj-midtvejs-krise". Jeg vil jo gerne klæde mig lidt mere "voksent", men uden at der går fuldstændigt Noa Noa i den. Om jeg rammer den balancegang med en kort blondekjole (og hvorfor er de egentlig så korte, de der Topshop kjoler???), strømpebukser og wedges er sgu nok tvivlsomt, men hey, Rom blev jo ikke bygget på en dag :)

Skriv endelig, hvis I har nogle tanker omkring det her med alder, børn og tøj - det vil kun være interessant at høre andres tanker!