søndag

Søndagspladder...

Photobucket
Sidste år fyldte jeg 30 år og status er, at jeg er mor til 2 børn, i et længerevarende parforhold (faktisk på 9. år nu!), at jeg godt kan se at det hele "hænger" lidt mere og at jeg efterhånden har lavet de overspringshandlinger i uddannelsessystemet, som SU`en har givet råderum til. Det virkelige liv venter dermed lige rundt om hjørnet. Jeg har desuden en sød (og væsentligt yngre) bankrådgiver, der er begyndt at kaste fremmedord omkring sig, såsom "kapitalpension" og "efterlønsbidrag" og jeg forventer egentlig snarest at få brev fra "Ældresagen" (som en bekendt modtog, da hun havde rundet de 40 år... Det kan godt være at de er ældre der hos "Ældresagen", men de er fandme alligevel hurtigt ude...).

Sagen er, at jeg egentlig har det fint med min alder og så alligevel? Jeg kan jo ikke lade være med at tænke over, hvornår grænsen mellem det friske ungdommelige og det pinligt "wanna be - ung med de unge" krydses? De tanker, popper for det meste op, når jeg kigger ind i mit tøjskab, som fortsat nok mest af alt ligner en teenagers (for ikke at tale om resten af lejligheden). Der er for det første ikke meget walk in closet over et IKEA skab. For det andet, er det fyldt med små kjoler, gamacher, oversize bluser og wedges. Ikke just stilen for en på 30 år. Eller hvad? Jeg ved godt, at man siger at 30`erne er de nye 20`ere und so weiter, men hvor længe kan man egentlig gå i lårkort og gamacher, uden at folk ender op med at ynke en lidt: "Åh se lige hende der, shit hun prøver godt nok hårdt at se yngre ud!". Vi er vel alle stødt ind i typen. Hende, der det meste af tiden bruger sit liv i et parcelhus med unger, bil og kapitalpension, mens hun periodevist skejer ud med veninderne, hvor den så til gengæld ikke skal have for lidt, når nu endelig hun kommer i byen. Der bliver både bootyshaket på bardisken og flirtet med de unge fyre. Jeg frygter at blive til hende. Samtidigt synes jeg fandme jo, at det er begrænsende at nogle dertil vedtagne konventioner og normer skal bestemme, om jeg fortsat må gå i gamacher, høre hip hop, spille Wii og i det hele taget være barnligt anlagt og uden skygge af interesse for "Bo bedre", flexlån og mærkevaretøj til børn. Nå ja, og det sidste er noget, der lidt rider mig som en mare!

Mærkevaretøj til børn er vist det område indenfor tekstilbranchen som er allermest i vækst, og rundt omkring mig ser jeg tit mødre med de smarteste og mest velklædte unger på armen, mens de selv ligner noget, der bestemt har set bedre tider. Det er en af de konventioner jeg nævnte før. Når man er mor, forventes det lidt at man bruger alt sit krudt på ungens tøj og legetøj, hvilket betyder, at man med den største selvfølgelighed ikke længere går op i sit eget udseende. For det er der jo hverken tid eller penge til i følge de her normer. Okay, de her kommentarer er utroligt fordomsfulde, men tro mig, jeg møder den nogen gange. Og hver eneste gang bliver jeg en anelse trodsig, for der er fandme ikke nogen, der skal antyde om mig, at jeg er en dårlig mor, bare fordi jeg lader mit barn gå i H&M tøj istedet for Katvig, Molo og hvad det ellers hedder! Så hurtigt som de vokser, ville jeg personligt føle mig ret tåbelig, hvis jeg købte 6-700 kroners bukser til dem. Især, fordi de indtil videre er komplet ligeglade med, hvad de bliver proppet i.

Selvfølgelig har ens muligheder for dyrt tøj til børnene også med ens rådighedsbeløb at gøre. Jeg vil dog vove den påstand, at der for mange mødre efterhånden er større signalværdi i, at ungen har det "rigtige" tøj på, som hvis det nu var moderen, der havde det nyeste Acne på.... Sidstnævnte ville tværtimod indenfor bestemte kredse, blive tolket som, at man er lidt overfladisk og forfængelig og at man nok mere går op i egne behov fremfor barnets. Jeg ved godt de findes - altså de kvinder, der både ser totalt smarte ud og som samtidigt har et barn i det nyeste nye. Se lige alle de der kendis-mødre f.eks. Det er nu ikke dem, jeg henviser til, men de mere almindelige mødre med almindelige mænd og almindelige børn, der går i almindelige daginstitutioner....Hos en del af dem, ligger en stor del af deres signalværdi i, hvordan barnet tager sig ud og hvilke aktiviteter barnet nu går til. Der går "projekt barn" i den. Og hvad der er næsten lige så trist er, at de glemmer at gøre sig "lækre" (overfor dem selv), og de glemmer, at gøre sig til overfor deres partner, hvilket er lig med et dødt samliv, som så selvfølgelig bare giver mere tid til projektet. Indtil manden skrider. Eller indtil kvinden får nok af en mand, der virker totalt uinteresseret og mest af alt går op i sit arbejde. Det, der er signalværdi i for ham.

Det med signalværdi bringer mig så tilbage til, at jeg har seriøs tøj-krise for tiden. En form for "tøj-midtvejs-krise". Jeg vil jo gerne klæde mig lidt mere "voksent", men uden at der går fuldstændigt Noa Noa i den. Om jeg rammer den balancegang med en kort blondekjole (og hvorfor er de egentlig så korte, de der Topshop kjoler???), strømpebukser og wedges er sgu nok tvivlsomt, men hey, Rom blev jo ikke bygget på en dag :)

Skriv endelig, hvis I har nogle tanker omkring det her med alder, børn og tøj - det vil kun være interessant at høre andres tanker!

10 kommentarer:

  1. Well, når man stadig ligner én på et par og tyve, så kan jeg ikke se problemet i, at man også klæder sig som én ;D

    SvarSlet
  2. Hej Tellah,

    vil bare sige, at jeg har nøjagtig samme kvabbabelser - både mht. forventningen om, at mødre skal kaste alle deres kroner efter dyrt designertøj til ungerne (har selv to stk), og man er lidt en ravnemor, hvis man giver ungerne aflagt tøj og H&M-tøj på, mens man interesserer sig for mode til sig selv og mht. hvordan og hvornår man skal begynde at klæde sig voksent (jeg er 36 og synes stadig A. Wang m.fl. er cool). Men ad 1 tror jeg tit, at de mødre, der gør sådan, var dem, der aldrig interesserede sig særlig meget for mode til sig selv og deres eget udseende og / eller finder det svært at shoppe (jeg kender i hvert fald en mor, der siger, at det er så let at shoppe til poden, for han kan altid passe det, mens det er sværere at shoppe til sig selv) - og de skal da ikke give os skyld med skyld på, bare fordi vi godt kan lide mode, vel? Ad 2 så tænker jeg, at der altså er mange celebs (ja, nu ved jeg godt, at Carrie Bradshaw er en fiktiv person, men alligevel - hun har da om nogen bevist, at man godt kan være over 25 og se lækker ud i fedt tøj, også lårkorte kjoler), der HAR rundet 30, og som stadig ser vidunderlige ud i moderigtigt tøj. Så længe man har kroppen og modet til det, så er det vel ok? Man behøver ikke blive Noa Noa-dame / trække i jakkesæt / blive jeans-og-t-shirt-kedelig el. lign "modent", bare fordi man har rundet 30. Eller er i ude i det virkelige liv (jeg har haft fast arbejde i 7 år. Og mine jævnaldrende kolleger er bestemt heller ikke Noa Noa-kedelige, tværtimod - de spænder vidt, fra moderigtige til mere klassisk a la Vanessa Bruno, Rutzou ell. lign, alt efter hvad smagen og økonomien kan holde til)

    Så træk du bare i Topshop-kjole og wedges lidt endnu. Det gør jeg også. Og jeg er ældre end dig ;-)

    SvarSlet
  3. Hej Tellah.

    Kan kun give Mette ret. Har selv et styk 6 årig knægt, der kan rasere et par bukser om dagen, dog hjælper flyverdragten på det i øjeblikket. Der bliver skånet nogle bukse-knæ. Og jeg ville da ærgre mig gul og grøn, hvis jeg havde brugt 6-700 kr på et par mærke jeans, og knæene var sendt til tælling efter en dag på legepladsen. Så medmindre de dyre mærker har blandet kevlar i stoffet, så fortsætter jeg med tøj til fornuftige priser lidt endnu. Knægten er jo ret ligeglad.
    Mht til os over 30, jeg er lige fyldt 36, så synes jeg det er op til en selv. Har man bare en smule selv-kritik, ved man jo godt hvad man kan bære og hvad der ikke dur. Det handler vel mere om selverkendelse end alder. Mine ben har ALDRIG egnet sig til lårkort og bare ben, men jeg har derimod haft pæne skuldre og arme.
    Kigger man på gaden idag, er der skam mange UNDER 30, der ikke burde klæde sig som de gør. Og det er ikke pgr af alder, men kropsfacon. Uanset alder, er det ikke kønt med sideflæsk og synlig g-streng....

    Det er vel i bund og grund et spørgsmål hvad man har det godt i, får en til at løfte hovedet og ranke ryggen, og ikke så meget alder...

    Behold du bare din Topshop-kjole og nyd du ikke ligner de mødre, der har glemt sig selv, mærkevaretøj eller ej :-) Jeg beholder ihvertfald wedges og de bare arme lidt endnu :-)

    SvarSlet
  4. Hej Mette og Christina, tusind tak for fin respons! Jeg er glad for, at jeg ikke er den eneste der har haft lige præcist de her tanker. Jeg tror du har ret i, Mette, at der selvfølgelig også er mange kvinder der aldrig har interesseret sig for tøj. På samme vis som der er nogen, der bare ikke er interesseret i musik. Hver sin smag, men nej, det er så ikke noget vi andre behøver at have skyldfølelse over! Det handler jo om prioriteringer, og når mit hjem er fyldt med IKEA og genbrug er det jo fordi jeg hellere vil bruge penge på mad, musik, tøj og fornøjelser end på B&O... Og når mine børn går i H&M, er det fordi at jeg hellere vil bruge penge på aktiviteter med dem og det, at man ikke skal gå rundt og have det "for surt" i hverdagen. Det kvæler alt for meget energi, hvis man sidder for hårdt i det og aldrig under sig selv fornøjelser og det "gode" (forbruger)liv, he he! Og alt det her med mærkevarer, der kommer jo snart en dag, hvor det rent faktisk betyder noget for drengen, hvilke bukser han har på og så tager vi den til den tid... Og Christina, du har så evigt ret i, at det handler om, hvad man føler sig godt tilpas i. Uanset kropsstørrelse. Uanset alder. Og man kommer langt med bare en smule selverkendelse! Så jeg vil beholde mine korte kjoler lidt endnu og så ellers stole på at kæresten har lovet mig at sige til, hvis jeg en dag som 50 årig fortsat mener, at der skal bootyshakes på bardisken i leopardgamacher og stram t-shirt.... GYYYS...:)

    SvarSlet
  5. Marie Louise; jeg FØLER mig ihvertfald stadig som en på nogen og tyve, ha ha!

    SvarSlet
  6. Åh, jeg er også i krise. Har netop afleveret speciale, nærmer mig med hastige skridt det skarpe hjørne - og nu venter det virkelige liv. Mit skab og liv er stadig fyldt med fjollede genbrugsfund, hårspænder og tasker generelt ting, der ikke passer ind i mit ret konservative fag.

    Jeg håber det lykkes at finde en løsning, hvor jeg kan bliver taget alvorligt uden af miste min egen stil og personlighed i mit tøjvalg.

    /Mette

    SvarSlet
  7. Hej Mette, åh ja og det der med job og påklædning, det kommer jo så også oveni, det havde jeg ikke engang rigtigt tænkt på endnu, men du har ret. Nu ved jeg selvfølgelig ikke hvilket fag du befinder dig indenfor, men er det ikke muligt at bibeholde din egen stil? Jeg ville virkelig hade at skulle have en makeover for at kunne få et job, men er da omvendt også bevidst om, at jeg nok ikke lige ville flashe den korteste kjole på jobbet, da jeg så ville kunne risikere ikke at blive taget seriøst. Tror dog det er vigtigt at man bevarer sin stil så vidt muligt, måske bare i en mere nedtonet form.

    Og tillykke med specialet! Det må godt nok være dejligt, men jeg kunne forestille mig at det også er lidt angstprovokerende - for nu venter det virkelige liv, som vi begge skriver... Lige nu befinder jeg mig totalt i en form for moratorium, hvor jeg udskyder de fleste af de "voksne" beslutninger i en lang række af overspringshandlinger...

    SvarSlet
  8. Tak !

    Det er lidt underligt, at jeg sidder her og skriver ansøgninger og prøver at forestille mig selv arbejde de steder.

    Jeg kan ikke forestille mig at arbejde steder, hvor dresscode´en er alt for formel - man kommer altså ikke til at se mig i dragt ! Men jeg læser (har læst?) jura, så man skal jo helst udstråle en smule seriøsitet...

    SvarSlet
  9. Sådan! Det der med "dragten" er altså også bare en dødbider:)Ja, så skulle man da tage skridtet fuldt ud i et rigtigt powersuit á la Victoria Beckham... Det kunne være sjovt nok for en dag eller to, ha ha! Jeg har også læst jura, men droppede ud efter 1 år. Nu var stilen ikke grunden til, at jeg droppede ud, men stilmæssigt var jeg altså ikke lige i øjet på det studie med mine på daværende tidspunkt piercinger og afrikanske fletninger, ahem... Så jeg kan godt følge dig en lille smule, men hurra for at de forskellige "kontor-fag" alligevel er blevet lidt mindre formelle med årene... !

    SvarSlet
  10. Ja, det er da blevet bedre - og hvis vi alle retter ind, bliver det jo heller ikke anderledes.

    Men der skal altså heller ikke meget til, for man skiller sig ud på det studie... det er jo ingen hemmelighed at der er en vis form for "ensretning". Ej, så slemt er det jo heller ikke, men jeg er heller ikke lige "spot on" jurastudine.

    SvarSlet