onsdag

Lige et par alvorsord...


Jeg forsøger ligesom de fleste andre bloggere at balancere indholdet på bloggen mellem det personlige, det private og så det komplet overfladiske og har indtil nu holdt mit privatliv - privat - idet langt de fleste af mine private forhold ikke vedrører bloggen og dets fokus på tøj og dullegrej. Der er dog noget, som jeg længe har overvejet at skrive lidt om, da jeg synes at det er et emne, der har relevans for alle yngre kvinder. Jeg har bare ikke rigtigt haft modet til det. På den anden side er jeg ikke meget for tabuer. De fleste ting har nemlig bedst af at blive sagt højt - især når det handler om noget så vigtigt som ens helbred. Så i dag - inspireret af Kræftens bekæmpelse, SidneyLise og Maria springer jeg lige ud i det og indvier jer i mine - ikke bare private, men ligefrem intime forhold (kan I høre trommehvirvlerne?...Ta da da da!!!)
-
Som de fleste ved, bliver alle kvinder over 23 år tilbudt jævnlige screenings mod livmoderhalskræft. Jeg har altid taget imod tilbuddet. Måske fordi jeg er ekstra opmærksom på kræften, da jeg har haft den meget, meget tæt inde på livet i mange år. I 2006 modtog jeg nogle uger efter en screening et brev, hvori der stod, at jeg havde "aypiske celler". Jeg husker stadig, at jeg i et splitsekund tænkte: "Hvad faen betyder aypiske celler - ahh, de mener atypiske celler...". Umiddelbart blev jeg ret nervøs, indtil jeg havde snakket med både lægen og nogle veninder, som havde prøvet det samme. Såkaldte "atypiske celler" forandrer sig som regel tilbage til det normale. Problemet er bare, at det har de ikke gjort i mit tilfælde. Jeg har haft "lette" og "moderate" celleforandringer lige siden, og her i efteråret 2009 tog min læge konsekvensen af dette og henviste mig til Skejby, hvor jeg nu går til kontrol hver 3. måned, hvor der hver gang skal foretages en biopsi, som er en lidt mere grundig prøve. Det skal lige siges, at jeg altså ikke har kræft! Jeg er dog i risikozonen for at udvikle svære celleforandringer, som kan være forstadier til livmoderhalskræft og det er den udvikling, de følger på sygehuset. Det værste, der umiddelbart kan ske, er at jeg skal have foretaget et operativt indgreb - et såkaldt keglesnit, hvilket kun vil blive tilfældet hvis det udvikler sig yderligere. Og grunden til, at worst case scenario alligevel ikke er værre end det er, skyldes netop det forhold, at det er blevet opdaget ved screeningen på et meget tidligt stadie.
-
Hvert år er der ca. 15.000 kvinder som får konstateret celleforandringer og hvert år bliver ca. 5.000 kvinder behandlet for forstadier til livmoderhalskræft. Det er derfor ikke noget særsyn at få konstateret celleforandringer og jo hurtigere det opdages, jo bedre er mulighederne for at følge udviklingen og behandle, hvis det er nødvendigt. Selv er jeg vildt glad for, at der er disse screeningmuligheder selvom det var en forskrækkelse i første omgang. Og selvom man jo også bare kunne leve i lykkelig uvidenhed. Nu har jeg bare affundet mig med at forandringerne er der, og såfremt det virkelig skulle gå hen og udvikle sig til noget mere ubehageligt, jamen, så er der nogenlunde fod på det. Så ved jeg, hvad der skal ske. For jeg er ikke en af dem, der helst vil undgå at kende til de faktiske forhold. Jeg vil gerne vide, hvad der sker, for så kan jeg bedre kapere det. Og jeg har det da også fint med det.
-
Men hvorfor fortæller jeg jer det her? Hvad rager det overhovedet jer? Flere af jer er måske allerede hoppet over indlægget. Måske synes I, at jeg udleverer mig selv for meget. Måske fordi I synes, at det lyder klamt. Måske er det bare for ubehageligt at høre om. Jeg ved ikke engang, hvorfor jeg skriver det her!?! Måske for at afmystificere emnet. De fleste har nemlig hørt, at livmoderhalskræft skyldes en seksuelt overført virus, hvorfor det let kunne lyde som om, at man har været sådan ekstra promiskuøs, siden man sådan har kunnet pådrage sig virussen! Selv har jeg vist ikke været mere omkring mig end så mange andre, så jeg har vist bare været en af de uheldige. Det er da også faktum, at det nærmest er normalt at pådrage sig virussen på et eller andet tidspunkt. For det meste forsvinder det dog igen, inden man overhovedet når at opdage det.
-
Noget andet - og mere alvorligt er, at det angiveligt er op imod 1/4 af alle kvinder (som tilbydes screeningen) som fravælger tilbuddet. Det kan der jo være mange grunde til. Måske synes man ikke, at det er relevant for en - man er jo ung, sund og rask. Måske er det bare igen for ubehageligt at tænke på, idet alene ordet kræft vækker særdeles grimme associationer hos langt de fleste af os. Måske er det bare almindelige tankeløshed. Sikkert er det dog, at uanset hvad, så er det et rigtigt godt tilbud til os kvinder - bare for en sikkerheds skyld! Og selv hvis man får konstateret celleforandringer, er det altså værd at bemærke, at langt de fleste af forandringerne går i sig selv igen, idet der som nævnt er tale om en virus, som de flestes immunsystem slår ned helt af sig selv. Jeg kan derfor ikke umiddelbart se nogen grund til at udeblive fra de tilbudte screenings, som i øvrigt er gratis og uden de større gener. Altså, det er jo ikke fordi, at man ligefrem nyder at ligge der med stængerne i vejret overfor en halv-fremmed person i hvid kittel, men det burde man nu kunne abstrahere fra, da det ligesom har med ens helbred at gøre!
-
Jeg skal have svar på de seneste prøver her i slutningen af måneden. Igen håber jeg selvfølgelig på, at biopsien viser, at forandringerne er væk. Hvis ikke de er - hvilket jeg dog nærmest ikke forventer, da jeg tænker, at de små sataner så burde have været væk for længst, skal jeg igen ind til kontrol om 3. mdr. I mellemtiden går jeg så og overvejer at lade mig vaccinere. De fleste af os har nok hørt om vaccinen ifbm. den mediomtale der har været omkring hele polemikken om, hvor mange og i hvilke aldersgrupper man skulle tilbyde vaccinen uden egenbetaling. I starten mente man ikke, at det ville hjælpe kvinder som var ud over den første... ahem... spirende seksualitet, eller hvad vi nu skal kalde det he, he... Det ved man nu er forkert. Vaccinen vil faktisk kunne reducere risikoen med op til 70 % for langt de fleste kvinder. Uanset alder. Det er dog vigtigt, at man fortsat følger screening-programmet, idet der jo altså ikke er 100 % dækning. Vaccinen koster ca. 3.500 kr og skal gives over 3 omgange. Er man medlem af Sygesikring Danmark er der dog mulighed for en del tilskud. Jeg har ikke arbejdet meget sidste år, hvorfor jeg kun har lidt feriepenge i år til rådighed og selvom det da bestemt ville være sjovere at bruge pengene på alt muligt andet sjov, ender det nok med at de kommer til at gå til vaccinen. Synes ikke rigtigt jeg kan forsvare andet overfor mig selv.
-
Ok, så blev det sagt og det var faktisk en lettelse. Og selvom jeg føler, at jeg har udleveret mig selv ALT for meget og i den grad har fortalt jer noget, som egentlig ikke vedrører jer og som de fleste af jer sikkert helst ville være fri for at høre, så synes jeg altså at det er lidt vigtigt det her. Meget vigtigere end dagens outfits, inspirationsbilleder og hvad jeg ellers sædvanligvist "deler" med jer... Og meget vigtigere end min egen forfængelighed og angst for, hvad folk mon måtte tro derude. Såfremt der er læsere derude som har fravalgt screeningen, håber jeg virkelig, at I vil overveje det en ekstra gang, da det i sidste ende kan gå hen og være livsbevarende. Og nå ja, jeg behøver vel knapt nok at nævne det, for det er vel næsten en selvfølge, men man ved b.la. at rygning spiller en rolle i udviklingen af denne kræftform. Noget, som jeg da må indrømme klart indgik som en del af overvejelserne ift. selv at stoppe med at ryge. Man behøver jo ikke ligefrem at jinxe skæbnen, vel?
-
Og nu synes jeg ellers, at det her indlæg skal sluttes af på samme vis som TV-avisen gør det efter en lang stime af deprimerende nyheder, hvor der ofte sluttes af med billedet af en lille vintergæk, påskeharen eller andet, som kan få os til at trække lidt på smilebåndet, så vi ikke allesammen går ud og hænger os bagefter. For mange år siden vidste man ikke, hvad der forårsagede livmoderhalskræften, indtil man pludselig begyndte at undre sig over, at man så godt som aldrig konstaterede den specifikke kræftform hos nonner! Jo, nonner, I ved, dem der er gift med Gud og som ikke dyrker sex! Forskerne lagde derefter to og to sammen og vupti! Så var hypotesen om sammenhængen mellem seksuel aktivitet og livmoderhalskræft født! En hypotese, som jo senere viste sig at kunne berigtiges:) Om historien så er sand eller bare en vandrehistorie blandt... øh...gynækologer... eller nonner... skal jeg ikke kunne sige, men lidt pudsig er den da ihvertfald!

Vil du læse mere om kampagnen "Vidunderlivet" som sætter spot på livmoderhalskræft, så klik ind her.

13 kommentarer:

  1. Jeg synes virkelig det er flot at du fortæller det! Respekt herfra!
    Måske udleverer du dig selv meget, men hvad forkert er der ved det, hvis det er det du har det bedst med. :)

    Du er en sej kvinde, og dine indlæg er lange og "dybe" i forvejen, så man kan jo godt se at der er mere end mode her, derfor synes jeg det er skønt at du bare står frem og er ærlig!

    Jeg håber det ordner sig med de prøver og det hele, og når jeg bliver ældre vil jeg helt sikkert sige ja til de prøver! Nu har du også lige gjort mig endnu mere sikker!

    - kram!

    SvarSlet
  2. Respekt her fra, det kræver en form for mod at skrive om noget så dybt personligt, som folk man kender kunne læse, folk som ikke kendte til disse ting i forvejen.

    Jeg har i nogen tid overvejet meget at skrive et indlæg af den meget personlige slags, hvilket kun er blevet forstærket de seneste par dage af forskellige oplevelser, herunder vidunderlivsindlæggene rundt omkring.

    SvarSlet
  3. Respekt for, at du fortæller din historie!

    Jeg synes ikke, du udleverer dig selv for meget - det er historier som din, der forhåbentlig får afmystificeret og aftabuiseret HPV, celleforandringer og livmoderhalskræft!

    Det kræver mod og ben i næsen at stå sådan frem, så et kæmpe klap på skulderen herfra!

    /Maria

    SvarSlet
  4. Super fedt indlæg.

    Jeg kan godt forstå hvis du føler at du udleverer en del af dig selv, og føler at det er noget meget privat; for det er det! Netop derfor synes jeg det er vanvittigt flot, at du deler det; for at det samme ikke skal ske for andre.

    og så er jeg rigtig glad for at projektet er begyndt at sprede sig som ringe i vandet, som jeg håbede det ville :)

    Held og lykke med det hele. Jeg krydser fingre for dig.

    - Betina.

    SvarSlet
  5. Skide godt indlæg! Enormt vigtigt! Jeg har selv lige været igennem undersøgelsen, og har faktisk aldrig overvejet ikke at få lavet den. ..og jeg synes virkelig ikke du udleverer for meget af dig selv. Det er indlæg som det her, som gør alt det her bloggeri enormt vigtigt! Sådan Tellah!!

    SvarSlet
  6. Jeg stemmer bare i koret. Synes det er rigtigt flot, at du fik skrevet det indlæg. Jeg har selv modtaget beskeden om atypiske celler men var så også en af dem, hvor det bare forsvandt af sig selv igen. Meeen jeg får det nu tjekket HVERT år, også selvom de anbefaler hvert 3. år.

    SvarSlet
  7. Thumbs up fra mig! Min mor har haft livmoderhalskræft, og når sygdommen kommer for tæt på én, så ved man hvor alvorigt det er. Så piger går til undersøgelse, for det kan ramme os alle. Men når man er ung og rask tror man jo ikke helt på det, derfor er det vigtigt at informere folk om det.

    Hilsen Jazz

    SvarSlet
  8. Flot skrevet - jeg tror også, at det er vigtigt at få snakket om det og få taget noget af skræmme-effekten væk fra ordet "kræft" (selv om det er et ubehageligt emne).
    Min mor er lige blevet behandlet for en knude ved brystet, der heldigvis ikke viste sig at være ondartet, og jeg har allerede for længst sagt ja tak til de tre stik i armen. Og med hensyn til prisen på vaccinen, så kan man måske lige tage til overvejelse, at det egentlig ville være det samme som at købe en pakke Prince hver dag i ca. 3½ måned (...ja, jeg har stået i kiosk). Dårlig ånde i 3½ måned eller forebyggelse af HPV og livmoderhalskræft på længere sigt?
    Jeg tror, at Vidunderlivet har godt af at blive spredt rundt i blogsfæren, så nu er det også kommet på tumblr :)

    SvarSlet
  9. Super modigt og stærkt at du tager emnet op, og specielt at du deler dine personlige erfaringer! Jeg er sikker på at din indlæg får sendt nogle piger afsted til sreening. Godt gået!

    SvarSlet
  10. Respekt, Tellah. Faktisk synes jeg, det er mere spændende at høre noget "personligt" om en blogger, end at se, hvilket kluns hun/han har på. Godt med lidt alvorsord i den her materialistiske (blog-)verden.

    SvarSlet
  11. Hej alle sammen! Jeg er rigtig glad for at mit indlæg ikke bare mødte en larmende tavshed, det betyder ret meget - især når man føler at man lidt har udstillet noget af sit inderste for jer. Og til jer, der har delt jeres personlige erfaringer - tak for det, det understreger jo ihvertfald kun vigtigheden af både screeningprogrammet og vaccinen! Pas på jer selv piger og god weekend:)

    SvarSlet
  12. Du er så sej Tellah! Tak fordi du delte det med os :D

    SvarSlet
  13. Jeg siger også mange tak for historien! Det er virkelig sejt gjort, og respekten stiger! Jeg kommenterer ikke så tit, men synes denne her sag fortjener at blive gjort opmærksom på. Mange tak fordi du valgte at dele det med os :)

    SvarSlet