På trods af at jeg elsker tøj, synes jeg virkelig at noget af det kedeligste i verden er at kigge på runway-billeder fra catwalken. Jeg kan allerhøjest forholde mig til om tøjet er et "yay" eller et "nay" efter min egen personlige mening og om modellen er lækker eller ej. Og jeg kan slet ikke forholde mig til, at det omhandler tøj, som man alligevel først kan købe om et halvt år. Jeg elsker dog de der backstage billeder, hvor modellernes personlighed kommer lidt mere til udtryk, og hvor jeg nemmere kan se dem som "rigtige" mennesker af kød og blod og ikke "bare" som stangstativer, der som nogle andre Duracell-kaniner kan trækkes op bagpå og sendes ud på catwalken med den samme gangart, kropsbygning og mutte udtryk. Streetblogs er efter min mening betydeligt større inspirationskilder, fordi det viser, hvordan almindelige mennesker fortolker tidens tendenser og stilarter. Derudover ELSKER jeg billeder fra nattelivet - og her mener jeg altså ikke folks halvbeduggede "røv i øl-glas" pinlige billeder som smides på Facebook efter en weekend med ubenævnelige aktiviteter... Nej, jeg er en sucker for de der semi-professionelle partyfotografer, som render rundt alle de hippe steder og fotograferer folk der er godt gejlet op på drinks og hvad der ellers indtages blandt de smukke, unge og rige. Måske fordi det er meget langt fra min verden, som ikke længere består af byture ad libitum. Måske fordi det ser ud som at de morer sig og har en fest. Måske fordi de ofte ser ret cool ud mens de morer sig.

Faldt lige over en blog af Nikola Tamindzic som begyndte at tage billeder i 2004 og som faktisk præsterede i 2006 at blive kåret som årets "night life photographer". Bloggen er desværre lukket nu -vist nok i forlængelse af, at han har for travlt med professionelle magasin- og modeopgaver. Man kan dog stadig se billederne på bloggen Ambrel.net. hvor også billederne her er fra. I lille DK er fænomenet også så småt begyndt at dukke op - se f.eks. bloggen her, hvor Kenneth poster billeder af f.eks. det Københavnske natteliv, den tidligere modeuge og hvad hans øje ellers lige fanger rundt omkring i gadebilledet. Ligesom Nikola har Kenneth også efterhånden oparbejdet en position som gør, at han nu fotograferer til Politikens fredagstillæg "I byen". Ikke helt dårligt for en, der startede som afrydder.

Hvor nogle nok synes (læs: de professionelle), at det er et problem, at alle og enhver efterhånden kan kalde sig for selvbestaltede fotografer, modekendere, kokke, sangere mv. har jeg (som ellers på enerverende vis har en mening klar om nærmest hvad som helst...) endnu ikke rigtigt forholdt mig til det. Vi er trods alt generationen, som netop er blevet fortalt, at vi kan blive alt hvad vi vil. Hvis bare vi vil det nok. Der er ingen begrænsninger overhovedet. Og de tekniske fremskridt muliggør en selviscenesættelse 24/7. At der så findes begrænsninger i realiteten såsom manglende evner og manglende kontakter ser vi lige bort fra... Livet er ét langt reality-show, og vi medvirker alle i vores egen lille soap smukt sponsoreret af Facebook og Twitter. Og det er bestemt ikke nok med 15 minutters berømmelse i dag. Nej, vi vil fandme have hele karriere-pakken og citronen skal ikke bare presses, nej, den skal sgu blendes med både skræl, kerner og hele skidtet. Vi giver den fuldt gas i programmer som D.U.M, Paradise hotel og X-factor mens vi drømmer om at leve af vores hobby og hvor fraser som "at have noget at falde tilbage på" er long gone. Primetime tv udgøres af drømme og illusionen om at vi alle kan blive stjerner. Problemet er jo bare, at vi ikke allesammen kan blive stjerner for et helt liv - måske ikke engang for en aften. Hvis vi alle blev stjerner, hvem udgør så de såkaldte almindelige mennesker? Især når snart halvdelen af Danmarks befolkning har deltaget i en eller anden form for realityshow om det så handler om Merethes mave, unge mødre, make-overs af hus, mand og krop, kollektive landsby-slankekure, unge der bures inde i en pragtvilla med tonsvis af sprut og løse hæmninger og så vores allesammens darling pt. X- Factor. Gad vide om det nogensinde bliver moderne sådan rigtigt at arbejde sig op på traditionel og sveddryppende vis? At sidde i et øvelokale til man rådner op, eller indtil en eller anden hot shot opdager en? Eller har det monstro alligevel altid handlet om det at være på rette sted på det rette tidspunkt i kontakt med de rette mennesker?