onsdag

020909


Er kommet alt for sent i gang med dagen. Det bliver bestemt godt at skolen starter i næste uge, så jeg igen kan komme lidt i omdrejninger. Jeg ved forresten ikke, hvorfor mine billeder med selvudløser altid bliver lidt slørede - der må være noget jeg gør forkert, måske måden jeg gemmer dem på? De fremstår umiddelbart skarpe, når jeg kigger på dem f.eks i Picasa, men når jeg så lægger dem ind her på bloggen, kommer de til at se noget grynede ud! Tips er meget velkomne, da jeg halvdelen af tiden ift. det tekniske faktisk ikke ved, hvad jeg laver!?!


Forresten - har I mulighed for det, så gå endelig i biffen og se "District 9" produceret af Peter Jackson (Ringenes Herre, Braindead mv.). Det er en FED film, som sidder i en længe bagefter. Filmen er bygget op som en form for mockumentary, hvor et rumskib fyldt med udhungrede aliens gør ophold i luftrummet over vores planet. Denne gang ikke specifikt over New York eller Washington, som de fleste amerikanske film ellers mener er verdens centrum, når det kommer til katastrofefilm eller besættelser fra det ydre rum, men derimod over Johannesburg i Sydafrika. Fra politisk side vælger man med militæret og et FN-lignende mandsskab at inddæmme de mere end 1,8 millioner aliens i en lejr, som lynhurtigt udvikler sig til slum, ikke ulig Brasiliens favelas. Derefter diskuterer man, hvad man skal gøre med de mange aliens, som nu efter ca. 20 år har ghettoiseret sig i distriktet, hvor kriminalitet er blevet en del af hverdagen. Begge arter taler hinandens sprog. Vi følger i filmen Wickus, der skal lede udsættelsesproceduren ift. at få de mange aliens til frivilligt at flytte sig til et andet lejr-område, og hvor tingene (som det sig hør og bør på film) selvfølgelig ikke går som planlagt. Filmen er sindssygt grinagtig, og samtidigt en besk kommentar til emner som apartheid, menneskerettigheder, kapitalisme i form af våbenhandel og det vestlige samfunds generelle "vasken hænder" - agtige flygtningepolitik overfor " de fremmede". Jeg giver den 9 ud af 10!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar