Til en kær gammel ven....

Jeg har længe tænkt på, hvordan jeg skulle få det her sagt, og har derfor valgt at skrive et brev til dig. Nogen gange findes ordene lettere frem på skrift, og jeg risikerer ikke at få en klump i halsen, som forhindrer mig i at sige det her til dig. Jeg synes at det er på tide, at vore veje skilles og at vi går hver sin vej. Grundene til min endelige beslutning er mange, og det er noget jeg har overvejet i snart flere år. Nu skal det være. Ellers bliver det aldrig til noget. Jeg er ked af det. Jeg har det som om, at det er en del af mig selv, der forsvinder med dig. Vi har haft det så sjovt sammen og jeg føler det næsten som om, at jeg er blevet voksen sammen med dig.

Vi mødtes, da jeg var 16 år og gik i 1. g. og selvom det måske ikke var kærlighed ved første blik, men snarere ved fjerde, femte eller sjette blik var jeg hurtigt hooked på dig. Egentlig var jeg blevet advaret mod dig på forhånd, men jeg synes jo bare at du var så spændende, mystisk og cool, så jeg kunne bare ikke lade dig være. Jeg måtte have dig. Igen og igen. Indtil jeg var nærmest afhængig af dig. Mine forældre synes ikke at du var godt selskab, men hvad kunne de gøre? I starten holdt jeg dig bare skjult på mit værelse, indtil de resignerende måtte indse, at de ikke rigtigt kunne sige noget til det. De næste mange år havde vi ufattelig mange stunder med sjov og ballade. Vi har siddet på de mest skumle mørke kroer og værtshuse omgivet af venner i en tæt atmosfære af grin, flirt, sladder og dybe hemmeligheder. Vi har festet vildt og uhæmmet på diskoteker, festivaler og private fester men også nydt stille morgener med kaffe og aviser. Mine venner var også vild med dig i starten, og du var nærmest den mest populære i kliken. Den, alle ville kende og være sammen med. Senere blev det tydeligt, at også de trak sig fra dig. De syntes ligesom mine forældre at du var dårligt selskab, og de gad ikke længere at hænge ud med dig eller blive set sammen med dig. De synes at du var lavstatus og antipatien imod dig tog endda form af deciderede forbud mod din tilstedeværelse mange steder. Folk ville ikke længere være i nærheden af dig. De syntes, at du fyldte alt for meget, og at din tilstedeværelse var direkte ubehagelig. Jeg var ligeglad. Du havde jo altid været der, når jeg havde brug for dig. I medgang og modgang. Måske endda mest i tider med modgang.

Du skal vide, at jeg stadig holder af dig, men vi kan bare ikke være sammen mere. Du er ikke god for mig, og jeg kan ikke længere ignorere, at din indflydelse på mig er skadelig. Du slider mig op og gør mig gammel, grim og træt før tid, og nogen gange bliver jeg næsten helt bange for dig og for, hvad du gør ved mig. Det er derfor heller ikke en opfordring til, at vi stadig skal være "venner" - nej, det her er et definitivt brud. Jeg bliver nødt til at få dig helt ud af mit liv, idet du stadig udgør en fristelse for mig, som jeg i svage øjeblikke knapt nok kan modstå. Møder du mig i byen, bedes du derfor også respektere, at jeg ikke længere ønsker at have noget med dig at gøre, og du skal derfor ikke kontakte mig.

Så derfor mine kære cigaretter, jeg er oprigtigt ked af det, men jeg fortjener altså bedre end dig og derfor er det slut imellem os to. For altid. Minderne har vi dog stadig og kender jeg dig ret, finder du hurtigt en anden.

Kærlige hilsener fra en, der aldrig vil glemme dig.