Status

Mens jeg har skrevet opgave, har jeg gået og tænkt lidt over, hvad der egentlig skal ske med den her blog, nu jeg har haft den i snart et år. Og skal der overhovedet ske noget?

Tænkte, at det derfor var tid til en lille status, men først får I lige Oscar-talen;

TAK til de af jer der gider at læse med, det er meget værdsat!
Det er blevet sådan lidt henkastet-smart at sige, at man jo "mest blogger for sin egen skyld", men ahhhrr... Er det nu helt rigtigt? Det kommer selvfølgelig an på, hvilken type blog man holder sig, men i mit tilfælde, når jeg viser "dagens" og "seneste køb", så er det jo ikke kun for min egen skyld. Jeg ved jo ligesom godt, hvordan jeg selv ser ud og hvad jeg senest har købt. Jeg gør det jo selvfølgelig for at få en eller anden form for respons og selvom jeg ikke har DKs største blog rent læsertalsmæssigt, så er jeg ikke bange for at sige, at jeg er glad for, at der er nogen der vil følge med. Ellers ville jeg ikke gide det. Desuden er jeg overbevist om, at de relativt få læsere jeg har, må være DKs sødeste læsere, for jeg har ikke oplevet nogle af de der bedske (anonyme) kommentarer, som desværre indimellem er tilfældet hos andre. Og det her skulle ikke være en opfordring til at starte på det, he he:)

Jeg må nok indrømme, at jeg er lidt træt af min blog. Måske er det naturligt nok, nu hvor "nyhedens interesse" har lagt sig, men en tilbagevendende følelse er min ambivalens over at eksponere forbrug, forbrug og atter forbrug. Jeg er træt af at forbruge og konstant stæse efter det næste køb og alligevel ved jeg ikke hvordan man melder sig ud af det? En måde er selvfølgeligt at hive stikket ud, flytte på landet og få sig en ligusterhæk. Det skulle jeg hilse og sige har virket for flere af mine bekendte. Ihvertfald i modemæssig forstand. Samtidigt går den jo så bare op i at købe den rigtige sofa, lampe eller tæppe, så er der ikke bare tale om et skift fra én forbrugstype til en anden? Jeg er bare så træt af det. Tænk at jeg skulle sige det, for jeg elsker tøj, men jeg er træt af mode og hype. Og af konstant at skulle være online i alle livets sammenhænge. Nogen gange ville jeg ønske, at man bare kunne trække stikket ud og stå stille bare et øjeblik.

Samtidigt så ved jeg godt, at der kommer en dag for os alle, hvor stikket sådan for alvor trækkes ud. For good. Så spørgsmålet er, om man bruger sin tid rigtigt, mens man alligevel er tvunget til at skulle være "på". Af samme grund lukkede jeg sidste år min Facebook profil. Jeg blev nærmest nedtrykt af konstant at føle, at jeg skulle opdatere og "gøre mig selv interessant", for så interessant er mit liv nemlig slet ikke. Jeg lever i en daglig trummerum, hvor dagligdagen giver mit liv mening og det er begrænset, hvor interessant i længden det er, at opdatere at "nu har man lige pudset vinduerne, så nu fortjener man en kop kaffe" og lignende almindeligheder. Jeg burde involvere mig politisk. Jeg er pissepolitisk, men bruger mest tiden på at brokke mig, i stedet for selv at kaste mig ind i løvernes bur. Det er ligesom nemmere.  

Jeg burde også lave frivilligt socialt arbejde. På trods af min - fra tid til anden - selviscenesættende og navlepillende tendens med at panikke over "vigtigheder" såsom eksamen (som vel for fanden i bund og grund bare ER en vurdering af et stykke fagligt arbejde og ikke hele min personlighed og identitet, så whats the big deal?), så er jeg et menneske, der også har overskud til andre, eller det mener jeg ihvertfald selv at jeg burde have. Igen er det bare nemmere at sidde og snakke om det i stedet for at forpligte mig til noget, som endda vedrører andre mennesker liv, hvilket kun gør, at det føles endnu mere forpligtende. Jeg kan jo ligesom ikke sige til et gammelt menneske at "sorry, nu gider jeg sgu ikke lige lege besøgsven med dig alligevel, for nu har jeg ligesom prøvet det og du er kedelig og gammel". Så derfor lader jeg bare helt være, selvom jeg egentlig godt kan lide tanken om det og burde gøre det. Jeg burde faktisk altid muligt. Burde er en bitch.

Livet forpligter og lige nu har jeg bare mest af alt lyst til at løbe min vej og stikke hovedet i en busk. Det må være forårsmelankoli eller bare en naturlig tomhed der melder sig, efter at man har brugt alt for meget krudt på en lorteopgave i alt for lang tid.

For bloggens vedkommende tager jeg bare en dag ad gangen og blogger, når jeg ikke kan lade være og i forhold til det, jeg lige synes er sjovt den dag. Det må aldrig føles som en pligt. Det betyder måske, at der er nogen af jer, der synes at "nu bliver hun sgu for kedelig - så ud med hende". Det må jeg så tage med, for at køre ud af den samme vej med køb, køb og atter køb, det gider jeg altså ikke. Så det må I finde jer i, eller også må I trække stikket ud ;)