søndag

Mest om mad

Jeg er pt. inde i sådan en fase, hvor jeg ikke interesserer mig særligt meget for mit eget tøj, hvilket også er en del af forklaringen på, at der lige nu ikke kommer særligt mange "dagens". Tror næppe I ville synes at det var interessant, dag efter dag at se på mig iført leggins og store t-shirts....! Synes ihvertfald ikke selv at det er noget der på nogen måder er værd at tage billeder af. Ikke at man ikke skal vise sit hverdagstøj - det er jeg STOR tilhænger af og det er også det jeg normalt gør, men der er bare en grænse et eller andet sted, når det bliver lidt for meget leverpostej. Så gider jeg altså ikke tage billeder af det!
Photobucket
Billedet her er fra den anden dag, hvor jeg rent faktisk var krøbet ud af min nattøjs-lignende uniform og endda gik så vidt som at tage en halskæde på, hvilket er ret stort i disse tider! Om noget tid er jeg sikkert præcist lige så dullet som jeg plejer at være, så tror bare det lidt er en fase, hvor jeg er mindre optaget af, hvordan jeg ser ud, hvilket nok også hænger sammen med at jeg pt. er ret optaget af nogle helt andre ting, men det skriver jeg mere om senere...Til gengæld stopper jeg aldrig med at interessere mig for mad! Og mad skal man jo have hver dag.

Sidste søndag plukkede vi brombær et hemmeligt sted tæt på hvor vi bor. Hvilket vist efterhånden er blevet lidt en årlig tradition for vores lille familie. Jeg var ellers rimelig negativ, havde stadig tømmermænd og ondt af mig selv og havde derfor overhovedet ikke lyst til at kravle rundt i nogle fjendtlige bær-buske. Og så mukkede jeg desuden over, at min kærestes interesse for bærplukning nok udelukkende var motiveret af det forhold, at han selv gerne ville have noget lækkert om eftermiddagen. Hvilket jeg vidste, ville betyde mere arbejde til mig. Han fik mig dog ud af døren og det er jo utroligt, hvad lidt solskin og søde bær kan gøre ved en ellers knotten Charlotte. Før jeg så mig om, kravlede jeg alligevel lystigt rundt i buskene, rev med glæde begge arme til blods, ødelagde en hættetrøje og gennemgik i det hele taget et mindre torne-helvede for at hive et par kilo velsmagende bær med hjem.

Hjemme blev nogle af dem straks spist med vafler og flødeskum (ligner lidt på billedet at jeg har taget en bid af den før jeg tog billedet. Det er vist heller ikke helt usandsynligt :) En anden del blev proppet i nogle kager (hvilket en lille hård kerne i Jylland, herunder undertegnede, stadig benævner som muffins og ikke cupcakes...) og efterfølgende delt med nogle naboer. Og en tredje del røg i fryseren, skulle jeg pludselig få lyst til at kaste mig over syltningens kunst (nok næppe...!) Og jeg siger jer at det smagte godt. Faktisk smager sådan nogle solmodnede bær niveauer bedre end hvad supermarkedet kan byde på af vold-modnede bær, så det kan kun anbefales at finde sin indre bær-samler frem og bevæge sig ud i moder natur.
Photobucket
Nå ja, også får I også lige et billede med af min hj.lavede burger fra i går. Burgere er klart en af livretterne herhjemme og vi spiser det nok en-to gange om måneden. En hjemmelavet bolle, en god bøf (bland lidt dijonsennep i farsen!), salat, cheddar, mayo, løg, tomat og jalapeños er alt jeg behøver for at opleve ren burger-lykke!
Photobucket
Nogle timer senere - klogere hvad angår cupcakes og muffins...
Ok, der er forskel, det anede jeg bare ikke! Så jeg var nok en anelse for kæphøj, da jeg stærkt antydede at begrebet/fænomenet "cupcakes", blot er en smartere betegnelse for den almindelige muffin, hvilket modedullen på allerhøfligste vis korrigerede med dette link:

http://www.englishforums.com/English/CupcakesAndMuffins/ghvm/post.htm

Jeg synes ellers at det ville være totalt oplagt at overtrække muffins (med fyld) med frosting. Og er det så en cupcake eller en muffin? Men jo, kan godt se at der er en forskel, så undskyld til alle cupcake-fans ;)

8 kommentarer:

  1. Mums for Søren Jørgen.
    Nu bliver jeg helt sulten - og mit køleskab indeholder: INTET :(

    Og du har helt ret, det hedder altså "muffins".

    SvarSlet
  2. Det var en muffin, du bagte - men der er faktisk forskel på cupcakes og muffins (http://www.englishforums.com/English/CupcakesAndMuffins/ghvm/post.htm). Har haft diskussionen med min mad-interesserede søster ;-)

    Og nu har jeg selvfølgelig VILDT lyst til flødeskum! Hm!

    Mvh
    Mette

    SvarSlet
  3. Jeg kender alt for godt til de perioder, hvor man ikke orker at gøre noget ud af sit tøj. Der er virkelig tit hvor jeg smutter i skole iført det første det bedste, en børste gennem håret, fugtighedscreme i ansigtet og lidt mascara. :P Især her i de kolde, mørke morgener, hvor det er lidt sværere at stå op til tiden...

    SvarSlet
  4. Jeg har også perioder hvor jeg er totalt blottet for inspiration, så ender det bare i sort i sort. Boring men sikkert.

    Jeg synes iøvrigt du har en god blog, som jeg følger med, men det ved du sikkert godt.
    Du har været på min linkliste fra start og vil blive glad hvis jeg kom på din.

    /Chau

    http://thetigerakachau.blogspot.com/

    SvarSlet
  5. Åh, jeg elsker jo de fleste madbilleder og brombær smager jo skønt. Vi har vist selv haft nogle i "junglen", men den er ikke højt prioriteret, så ved ikke om vi har dem endnu.

    Og jeg er nu heller ikke altid inspireret til at (mode-)blogge. Men jeg tænker "altid" på tøj....ak, ja.

    SvarSlet
  6. Hej Chau, du er allerede på min linkliste og har også været det fra starten af:)

    Beam, hvis jeg havde min egen have skulle jeg klart også have alle mulige frugttræer og bærbuske. Det smager SÅ meget bedre end det man kan købe de fleste steder ;)

    SvarSlet
  7. hej Charlotte,

    Jeg kan bare ikke se det :-) måske mig som er stære blind.

    /Chau

    SvarSlet
  8. Hej igen, he he, nej det er bare fordi man skal trykke "vis alle" under bloglisten, for jeg har efterhånden noget af en liste... Men du ER på og jeg kigger også jævnligt forbi - fx. LIGE NU ;)

    SvarSlet