tirsdag

Dagens støvle

Ja, jeg ved godt at vintervejret lige nu mest af alt indbyder til enten at blive indenfor eller at hoppe i et par store fede skridsikre Sorel-støvler, men derfor kan man jo godt drømme om at kunne spankulere rundt i noget lidt mere fikst fodtøj, som fx. kune være sådan et par ankelstøvler her fra Dico Copenhagen. Endnu et mærke, som efter min mening har oppet sig gevaldigt på det seneste. De har garanteret flere forhandlere i DK, men ellers kan man også købe en del af deres styles hos Urban Outfitters.

Seneste dankort-overgreb


Et af mine få tøj-køb fra Seoul var denne her mønstrede brune kjole, som jeg købte uden at have prøvet den på. Det måtte man nemlig ikke! Der var utroligt mange små butikker, hvor der sad designere og syede direkte til butikken og der var rigtigt mange gode ting iblandt. Desværre var det åbenbart ikke kutyme at prøve tøjet på, hvilket betød, at jeg slog mig knapt så meget løs, for man kan da ikke købe tøj uden at have prøvet det på?!?! Den her brune kjole røg dog med hjem, da den kun kostede 130 kr på udsalg og heldigvis passer den nogenlunde, omend den måske er en anelse stor i det. Det er dog ikke værre, end at det kan fikses med et bælte eller en knude på indersiden.

Neglelakken fra Gosh hedder "miss sweety". Synes det er en fin hverdagsfarve som lige gør ens negle en anelse kønnere at se på. På billedet har jeg et enkelt lag på, så den dækker også fint. Den skaller dog allerede efter 1-2 dage, men mere kan nok heller ikke forlange af en budget-lak til 60 kr.

Og.. bemærk lige jule-strømperne i baggrunden. Vi er SÅ meget klar til d. 1. december! Dvs. mor her mangler godt nok lige at haste-indpakke små 48 gaver, selvom det jo egentlig burde være nissens opgave, eftersom det jo er det dovne lille krapyl der løber med al æren uden så meget som at løfte en finger, men ellers er vi ved at være klar! Der er lavet kalenderlys, pyntet op og jeg er totalt klar til at gå i julemode sammen med drengene....

Old news

Fandt aldrig nogensinde den her nederdel, som jeg skrev om på et tidspunkt sidste år. Øv! Den vil jeg stadigvæk helt vildt gerne have! Er den ikke bare fin??

torsdag

Highstreet nyheder



Topshop, H&M

Min sorte Provider lædertaske er pt. til reparation hos Magasin og viser det sig at den afgår helt ved døden, kunne jeg godt tænke mig en anden sort lædertaske i stedet for, hvilket fx. kunne være den her sag fra Topshop. Skjorten er også derfra og ligner meget en som Acne har lavet for noget tid siden.

Alle andre viste dele er nyheder fra H&M. Jeg synes især godt om den sorte kjole - især hvis H&M havde undladt det der lille peak ind til maven. Den er jeg nemlig ikke lige helt med på, hvor frækt det så end kunne være. For nogen, måske... Favoritten er derfor nok den bordeaux top med draperinger foran, men nu skal jeg først have julegaverne i hus, før jeg må shoppe for så meget som en krone!

onsdag

Selected Femme skindjakke

Den anden dag hvor jeg var på gave-shopping så jeg denne her vildt lækre skindjakke fra Selected Femme. Den kostede 1.300 kr, hvilket jo er mange penge, uden at det er fuldstændigt hen i vejret. Det er jo trods alt en skindjakke! Det er ikke så tit, at jeg ligefrem begræder, at der er en eller anden H&M ting som jeg ikke fik fingrene i (som regel glemmer jeg det bare kort tid efter, hvilket bekræfter mig i, at jeg faktisk ikke ville have den sådan vildt og voldsomt...) men jeg har godt nok tænkt mange gange, at jeg skulle have slået til ift. den der FAA-jakke som de lavede i sommers og som til forveksling ligner denne her. Og som vel kostede under det halve af den her! Nå, men nu er det jo snart jul og desuden er det ufatteligt vinter-agtigt udenfor, så ingen skindjakke til mig, men derfor kan jeg jo godt lige vise jer den!

tirsdag

Håndcreme på budget

Photobucket
Fandt denne her creme i noget så celebert som den lokale Fakta. Til en pris af 25 kr slår den lige akkurat ikke hul i SU-budgettet (som virkelig er sølle de her to måneder pga. julen!) og så er den rigtig god. Så god, at jeg faktisk drønede ned og købte to mere, så jeg har nogle ekstra. Et minus er, at den indeholder nogle parabener, men i mine øjne er det nu først og fremmest et større plus, at den ikke indeholder parfume og så gør den faktisk det, den siger - mine hænder har sjældent været blødere og se, det er jo ikke helt dårligt til en pris, som man ikke engang kan få en latte til...!

mandag

Sort mandag

Photobucket
I dag var jeg klædt helt i sort. Skulle købe en fødselsdagsgave i sidste uge i Monki og endte med også at nuppe den her sorte 75% rabat-sag med hjem til mig selv. Det kender I garanteret godt. Man leder efter en gave til nogen andre, men finder ofte også lidt "gaver" til sig selv...!?! Den her kjole, som nogen måske ville benævne som en top, hvilket den altså ikke er, den er bare piv-kort, men dækker trods alt rumpetten (og andre kritiske punkter!) kostede kun en 40-50 kr. Ud over at det selvfølgelig er rørende billigt, synes jeg også, at den er ret fin og let-anvendelig. Og så giver de tværgående striber, skæringen ved brystet og selve kjolesnittet, som desværre ikke kommer til sin ret på billederne, lidt ekstra detaljer, så det sorte lige bliver en tand mere interessant at kigge på.

søndag

I fredags...

19/11-10
...så jeg sådan her ud, med "ny" Monki kjole, som jeg har fået af en veninde, der skulle rydde op i sit tøj (Tak B!) Har taget den omvendt på, da siden med knapperne egentlig skulle være bagpå, men sådan her sidder den nu engang bedst på mig....
Photobucket
I fredags spiste vi det her; krydrede oksedeller (med muskat, kanel, spidskommen & hvidløg) med hjemmelavet humus, tzatziki, Sofies pandebrød og tabouleh.

Pandebrødene er jeg ret vild med, og jeg betragter dem lidt som en nem variant af det indiske naan-brød og så passer de perfekt til fx. sådan en ret her eller til indiske gryderetter. I stedet for at anvende 400 g hvedemel som i opskriften, erstatter jeg en del af hveden med fx. groft speltmel, så bliver det lige en tand sundere. Derudover pensler jeg dem med lidt hvidløgsolie/krydderier, før jeg steger dem på panden uden yderligere olie. Så bliver de helt perfekte!

Tabouleh`en er måske ikke super autentisk, men den er rigtig god til både oksekød, kylling og fisk og så er den nem at lave i en hurtig vending.

Tabouleh (4 pers)
3 dl cous cous
2 spsk olie
3 dl vand
1/2 dl friskpresset citronsaft
1/2 dl god olie
1 fed hvidløg
2 tomater skåret i små tern
ca 1/2 agurk skåret i små tern
1 håndfuld friskhakket koriander
salt og peber

Overhæld de 3 dl cous cous med 2 spsk olie og lad stå i ca 10 min.
Sæt 3 dl vand over i en gryde og kog op
Tilsæt 3 dl cous cous - rør rundt i få min. til grynene ser færdige ud. Tilsæt evt. lille klat smør
Lad grynene trække og køle af i ca 15 min, mens man evt. hakker agurk, tomat og koriander
Bland 1/2 dl god olie med 1/2 dl. citronsaft + presset hvidløg og bland i grynene (tilsæt evt. lidt mere olie/citron efter smag og behag)
Tilsæt tilsidst hakket agurk, hakket tomat og koriander og smag til med salt og peber
Smager også rigtigt godt dagen efter - evt. blandet i alm. salat!

Velbekomme!

fredag

Fredagsbattle - dobbelt op på talent



Når jeg fra tid til anden når kvalmegrænsen i forhold til purunge sangerinder, hvis udtryk alt for tit og ofte kun hviler på én ting (SEX!), så er det betryggende, at der også findes piger som de her. Piger, som vel egentlig "bare" er piger og som derfor ikke forfalder til alt det der Miley Cyrus/Taylor Momsen-crap, hvor man skal ligne en mere end villig voksen-Barbie, selvom man kun er 17...! At blive lukket ind i Kirsten og Maries (bemærk de fine toner af en velkendt børnesang i deres nummer) og Taxi Taxis fine pigeunivers, er derimod ligesom en nostalgisk tur tilbage til barndommen med kælk, vanter, knus og varm kakao. Rart. Trygt. Hyggeligt. Og frem for alt så ægte som noget nu kan være. God fredag!

tirsdag

Efterårsinspiration

To-die-for-kjole smukt båret af den lige så smukke Anja Rubik
Mørk hat, stærke øjne og lækker jakke, hvad mere har man brug for?
Ali Macgraw anno 2010. Lækkert!
Virkelig lækker farve- og materiale sammensætning. Og fed detalje med bare fødder i sandalerne, når resten af outfittet er så tildækkende som det er. Den går så måske ikke lige i kolde DK!
Veneda Budny. Ser altid virkelig lækker ud, uanset om hun så spottes på gaden eller til et modeshow. Og ligner hun ikke Keira Knightly temmeligt meget?
Mit drømmehår. Min drømmejakke. Og superdejligt smil og udstråling
                          Lækre bordeaux accessories i form af taske og strømper der lige titter frem.

                                                                  Facehunter, Cafe mode

Ved egentlig ikke helt om man stadig kan sige at vi har efterår? I princippet er det vel vinter eller hvordan? Hvad angår mode og stil synes jeg måske bare, at vi fortsat skal kalde det for efterårsmode, for vintermoden er altså knapt så spændende... Er vintermode egentlig andet og mere end frakker, halstørklæder eller støvler?? Og de sædvanlige røde julekjoler og de sædvanlige glimmer/glitter nytårskjoler? Eller måske er det bare mig der som mor først og fremmest forbinder kong vinter med knapt så ophidsende beklædningsgenstande såsom flyverdragter, termostøvler, vanter og en hulens mas med at få disse genstande af og på hver eneste gang man skal ud og indenfor...! Flyverdragter og diverse udstyr er klart vinterens udgave af den omstændige smøren-solcreme- ind-hver-eneste-fucking-morgen det meste af foråret og hele sommeren igennem... Men ok, de små pus må jo helst hverken fryse eller blive solskoldede, så man er rimelig villig til timelange brydekampe med henholdsvist flyverdragter og solcreme...

Hvad angår min egen beklædning, insisterer jeg så selv på at gå i så tyndt tøj som muligt, indtil det virkelig batter med frostgraderne, hvorefter jeg modvilligt må overgive mig år efter år. For så morsom er det nu heller ikke med forkølelser og frosne legemsdele... ! Og indrømmet ja, det er dybt åndsvagt og meget, meget forfængeligt! Men hvor ville jeg ønske, at man kunne gå klædt som de damer ovenfor - hele året rundt! Ikke for bart og afdækket, og omvendt heller ikke for tildækket og posedame-agtig... På billederne synes jeg især godt om kombinationen af bordeaux og camel og det uanset om den bordeaux farve så fremkommer i kraft af læbestift, tasker, nederdele, strømper eller bare et par smukt rødmende kinder...

Hav en god dag, I dag skal jeg se om jeg kan få styr på lidt flere af de kalendergaver som jeg går og sysler med...

mandag

Tilbage til kedelige mandage...

Photobucket
Photobucket
Photobucket
Hej Hej!
Så er jeg tilbage i lille Århus igen. Århus, som pludselig synes så utroligt lille og provinsiel efter at have vadet rundt i en storby med mere end 11 millioner indbyggere i en 9-10 dage. Men det er nu også dejligt at være tilbage i vante og trygge rammer. Her farer jeg da i det mindste ikke vild og jeg kan sproget og skal derfor ikke fægte og mumle mig igennem situationer, hvor selv det at købe en kop kaffe kan være noget af en sproglig udfordring! Nuvel, nu er det ihvertfald tilbage til hverdagen, hvor kedelig den så end kan forekomme efter sådan et lille eventyr. Da jeg kom hjem for lige præcist en uge siden kunne jeg slet ikke overskue at blogge og det er så grunden til at jeg først skriver noget nu, for som bekendt synes jeg ikke man skal tvangs-blogge...

Folk spørger mig, om Seoul var som jeg forventede og det er faktisk lidt svært at svare på, for jeg ved ikke helt, hvad jeg forventede andet end en god rejse og det fik jeg ihvertfald! Jeg er dog helt vild med den by og tror virkelig, at jeg efterlod et lille stykke af mig selv derovre, hvis jeg må have lov at udtrykke mig i tungfede klichèer....!
Følte mig derfor også noget fortumlet, da jeg kom tilbage til Danmark for det føles nemlig på forunderlig vis som om, at jeg har været borte i mindst en måned, selvom jeg jo kun var væk i 10 dage! Hele ugen og GOAL programmet var yderst intenst og tætpakket med oplevelser som man nærmest først fik tid til at tænke over bagefter! Har mødt en masse spændende mennesker, hørt en masse spændende historier og ikke mindst suget til mig af alle de indtryk som Seoul byder på. Jeg bilder mig dog ikke ind, at jeg nu ved så meget mere om Sydkorea, end jeg gjorde før, for for det første boede jeg jo kun i Seoul, som sikkert er noget anderledes end resten af landet (Kbh er jo heller ikke repræsentativ for hele DK!) Og for det andet boede jeg i et meget rigt og pænt kvarter og så derfor ikke de mere fattige dele af byen, som jeg jo ved findes.

Jeg mødte også min koreanske adoptivfamilie to gange, hvilket var en stor oplevelse. Især da de gav mig billeder af en truntetyk baby-Charlotte i armene på ham, der kunne have været min storebror i dag. Billeder, som jeg jo aldrig havde set før! Da måtte selv en hård banan som jeg fælde en lille tåre. De var nogle utroligt varme og behagelige mennesker og de fortalte, at jeg havde været hos dem i 8 mdr. og at jeg var i en meget ringe tilstand, da de modtog mig. De gav mig dog god mad, så jeg tog hurtigt på. Og det var så den eneste gang i mit liv, hvor jeg har prøvet at være tynd, ha ha!

De sagde desuden, at jeg lignede mig selv fra dengang, at mine øjne var de samme som dengang og at det var min figur i øvrigt også! He, he håber det var en oversættelsesfejl, eftersom jeg, ud fra førnævnte billeder at dømme, var rimelig smældfed som baby! Jeg fik dog desværre ikke svar på, hvem min biologiske familie er. På mystisk vis kan hverken familien eller adoptionsbureaet "huske", hvorfra oplysningerne om min fødselsdato og min 24. årige biologiske mor stammer fra. Ja, ja det er ikke sådan når hukommelsen svigter. Det er jo selvfølgelig også mange år siden, men jeg har nu stadig på fornemmelsen, at nogen skjuler noget fra mig, men skal jeg undgå at blive fuldstændigt paranoid oveni bøtten, må jeg nok gøre op med mig selv, hvor meget jeg vil forfølge det her yderligere. Umiddelbart lader jeg den nok ligge her, for jeg har jo fundet ud af noget. Jeg er gået fra at vide intet, til nu ihvertfald at have stykket dele af min baggrundshistorie sammen og måske er det nok for mig. Familien vil gerne bevare en form for kontakt og det vil jeg også gerne, idet de jo  er min eneste forbindelse til min koreanske baggrund, men nu må vi se hvordan det forløber hen ad vejen.

Mest af alt, er jeg dog bare glad og stolt af mig selv for at have sprunget ud i det her og så varmer det meget at tænke på, at jeg dengang for mange år siden rent faktisk har været i nogle meget kærlige hænder som har givet mig masser af omsorg, kærlighed og rissuppe! Det er rart at have fået svar på, hvor jeg har befundet mig i ihvertfald de første 8 måneder af mit liv, før jeg kom til DK som 13. mdr. gammel. Og så var det rart at kunne møde dem og fortælle dem, at jeg har haft det godt og at jeg forstår deres beslutning fra dengang om at bortadoptere mig. Det betød især meget for moderen at få det at vide, for hun var tydeligvist stadig mærket af en årelang dårlig samvittighed som hun jo faktisk ikke behøver at gå rundt og bære på mere. Selvom det er en voldsom og ret så angstprovokerende tanke at skulle føle sig nødsaget til at give sit barn væk, kan jeg altså efterhånden godt sætte mig ind i, hvad man måske kunne være villig til, hvis man ikke havde midler nok til at forsørge sit barn. Dertil skal så lægges den massive stigmatisering som forefindes dengang som nu ift. enlige mødre, så jeg bebrejder ikke dem, der har været nødt til at handle som de gjorde. Snarere betragter jeg dem som en slags ofre for systemet og den måde, som det koreanske samfund fungerede/fungerer på.

At Sydkorea så (her mange år efter) fortsætter deres praksis med at sende børn ud af landet i en lind strøm, synes jeg så overhovedet ikke er i orden - især ikke set i lyset af, at det er så rigt et land, som det faktisk er. Et så rigt land burde klart kunne tage sig af sine egne børn, få lavet nogle socialreformer og derigennem gøre op med noget af den stigmatisering og social armod som fortsat præger tilværelsen for især enlige mødre. Så på det politiske niveau kan jeg godt mærke, at hele adoptionspraksissen virker meget provokerende på mig, men det er jo desværre ikke noget, jeg lige kan gøre noget ved. Og omvendt forstår jeg jo også godt de barnløse par som brændende ønsker sig et barn. Jeg synes måske bare ikke, at de fortsat bør komme fra Sydkorea!

For nu at vende tilbage til noget lidt mere letbenet, så fik jeg selvfølgelig også shoppet lidt i Seoul, selvom det mest blev til souvenirs til familien. Der var faktisk alt for lidt tid til det og når jeg så havde tid, prioriterede jeg andre ting såsom at prøve at få sovet lidt eller at tilbringe kvalitetstid med de andre deltagere. Men altså! Seoul er jo et totalt shoppe-paradis! Jeg overdriver virkelig ikke, når jeg siger, at aldrig har jeg set så mange små fine butikker og kæmpestore markeder med alt hvad hjertet og dankortet kan begære! Og nogle af markederne med tøj fra forskellige koreanske designere havde åbent til kl. 5. Om natten! Næste gang jeg tager derover bliver det med ét sæt ekstra tøj og en ellers tom kuffert, så man kan fylde op af det vildt lækre og meget prisvenlige tøj! Alt virkede desuden som om at det var rigtig god kvalitet. Ved ikke, om det bare var mine egne fordomme om "made in asia" tøj og den deraf nogen gange ringe kvalitet, men måske kan de holde kvalitetsniveauet, fordi Seoul endnu ikke er så "turistet" som så mange andre steder...?

Jeg må også sige, at jeg generelt var positivt overrasket over stil-niveauet i Seoul. Nu boede jeg så også tæt på nogle af kvindeuniversiteterne (et område berømt for sine smukke kvinder) hvilket selvfølgelig betyder, at mange af de velklædte kvinder jeg så, må have været fra den øvre middelklasse, men synes virkelig at de gør det godt! Bemærkede forskellige stilarter såsom fx. den meget ladylike stil med pæne nederdele, oversize blazers og pumps, cool streetwear med oversize trøjer og sneaks, sexet glamrock med læder, fjer og guld og lillepige stilen med små kjoler, knæstrømper og lange frakker. Der var faktisk lidt af hvert at se på og det er jo altsammen stilarter, som jeg på hver deres måde finder ret lækre! Så hvad angår stil, synes jeg faktisk at de (næsten) er på højde med de stilfulde danske piger. Når jeg skriver "næsten" er det måske fordi at de mest velklædte danske kvinder efter min mening, mestrer det der mere ukomplicerede look, hvor de ligner nogen, der absolut ikke har tænkt på deres tøj og hår. Sådan lækker-casual og det synes jeg nok især at danske og svenske kvinder er gode til.

Men hvor var der dog sindssygt mange flotte piger/kvinder. Og også mænd for den sags skyld! Især mange af kvinderne var dog virkeligt overvældende smukke med deres hvide glatte hud, sorte hår, diskrete makeup og hyperslanke lemmer. Tænk på smukke Maria fra Vanillascented og forestil dig så hele gader med kvinder lige så skønne som hende...! Der er så absolut heller ikke salg i bronzere i Seoul, hvor idealet snarere er så hvid en hud som muligt. Det er vel nok den største kontrast til hjemlige forhold, hvor en del af os giver den gas med både solarie, bronzere og selv-brunere. Nogle lige en kende for meget...! Selvom jeg jo ikke er sådan super-mørk, følte jeg mig dog helt vildt brun derovre, hvor cremer med whitening, brightening og SPF 50 er store hits. Egentligt lidt sygt, men ok, nok ikke mere underligt end når danske piger bruger førnævnte bronzers til at optimere og forlænge sommergløden... ! Derudover er pigerne utroligt slim og en del af dem var endvidere særdeles langbenede! Det er jo egentlig ikke så tit at jeg sådan går og føler mig chubby (klart en fordel ved at blive ældre og lidt mere afslappet på den front!) men den følelse fik jeg klart derovre, hvor alle lignede en max. str. 34 og hvor jeg pludselig følte mig dobbelt så stor, som jeg egentlig er. At jeg så også kun så 5 (jo, jeg talte...) lettere-buttede personer i løbet af hele ugen, siger nok også noget om at de måske lever lidt sundere end mange af os i vesten...

Tror også at jeg selv ville være sundere (og tyndere!) hvis jeg levede derovre, idet kosten jo består af rigtigt mange grøntsager, fisk, ris, soya og tang. Maden er ofte sindssygt stærk (chili og hvidløg) men samtidigt utroligt smagfuld med rigtig meget umami-smag. Hvor noget mad herhjemme kun udfordrer enkelte af ens smagsløg, synes jeg generelt at den koreanske mad sætter alle smagsløg i arbejde. MUMS! Skal klart udforske koreansk madlavning og se om jeg kan finde ud af at lave min egen bulgogi eller Kimchi.

Ok, så nåede jeg lige (i sædvanlige lange træk...) omkring både adoption, de koreanske kvinder og deres stil og så kan jeg jo passende slutte af med at nævne, at støvlerne på billederne er mit seneste køb. Nu jeg ikke har råd til Acnes Shank støvle hoppede jeg på det næstbedste og købte de her fra Billi Bi. Jeg har været lidt træt af wedges og har derfor længe villet have et par andre støvler med en solid hæl, så jeg er virkelig glad for de her. De fås også i grå, men jeg valgte selvfølgelig mere sikkert og kedelig og gik efter den sorte, som kan gå til alting.

PHEW... Det var alt for i dag. Det er det der sker, når man opdaterer så sjældent - der kommer sgu en hel roman ud af det, men ok, havde jo så også noget lidt mere spændende på hjertet end bare mit seneste køb eller min seneste craving... Ses!