I stedet for starter jeg derfor forfra på Wordpress og første opgave var at finde på et nyt og helt og aldeles genialt navn til den.
For det første ville jeg ikke have at bloggen skulle hedde noget med "fashion". Ikke at der er noget galt i det, men jeg synes jo ikke at det først og fremmest er en modeblog jeg holder mig, så væk med det! Jeg ved så omvendt heller ikke, hvad det SÅ er for en slags blog, men den hører vel snarere ind under den fortærskede kategori "Livsstilsblog" - for er det ikke det, man kalder alle de blogge der handler om både alt og ingenting??
Efter mange søvnløse nætter fik jeg efterhånden mediteret frem til et nyt navn som ganske vist ikke er så genialt som jeg havde håbet, men det er mundret og så synes jeg det siger lidt mere om mig end Nutellah gør - selvom jeg nu stadig elsker nutella! Så den nye blog hedder The last mover og nej, der ligger ikke de allerdybeste tanker bag (og jeg har aldrig lært at meditere) men det er alligevel en kende mere gennemtænkt end Nutellah, idet navnet skal referere til det forhold, at jeg altid lige er et hestehoved bagefter de fleste - især når det kommer til at spotte fx nye trends og tendenser (se det er DERFOR at jeg ville være en elendig modeblogger!). Og så har jeg det netop ret ambivalent med trends, hvilket jeg vist også har luftet her på bloggen en gang eller to.
Som udgangspunkt er jeg jo vild med at der hele tiden er så meget forskelligt man kan få og at man se hvordan moden konstant muterer til nye inspirerende former. Samtidigt irriterer det mig faktisk konstant at have oplevelsen af, at jeg skal følge med og at nu kommer der igen noget nyt, som jeg føler at jeg må og skal have. Samtidigt finder jeg det personligt ret enerverende, når trend-maskineriet driver rovdrift på fx højtelskede items som armyjakken der for nogle sæsoner siden blev hævet til en trend, for så to sæsoner senere at blive spyttet ud i den anden ende som absolut yt....Hvilket er røvirriterende, når nu man bare elsker sin armyjakke, hvilket betyder at man på en eller anden vis ender med at gå med den i en form for trods, for at vise folk at man jo er heeelt ligeglad med at andre synes man er so last week.... Hvilket jeg jo også er og så alligevel ikke helt, hvis det overhovedet giver mening?!?
Måske er det bare fordi jeg er ved at være en gammel prut. Måske er det fordi min pengepung som arbejdssøgende pt. ikke er til at skifte tøj og makeup ud efter de skiftende sæsoner. Eller måske har en snigende forbrugslede bare ramt mig mere og mere. Det er højst sandsynligt en blanding af alle tre. Faktum er i hvert fald, at jeg hverken kan eller vil leve op til fx dele af blogverdenens mere eller mindre implicitte krav om at skulle sporte så meget nyt som muligt og konstant at skulle være foran i forhold til at vise andre, hvad de ikke vidste, at de manglede. Så overordnet er det nok en blanding af at rønnebærrene kan være utroligt sure á la "fårk jeg har jo ikke råd til Acne-tøj, NÅ, men det er da heller ikke fordi jeg ville gide at gå i det alligevel.. eller?"... og så en større bevidsthed om, at jeg jo rent faktisk heller ikke behøver alle de der ting. Og det betyder jo altså ikke, at jeg er blevet sådan helt og aldeles højhellig anti-materialistisk og at jeg har arkiveret dankortet på bagerste hylde! Det betyder bare, at jeg konstant øver mig på og søger at spørge mig selv om jeg virkelig behøver det, jeg nu har forelsket mig i..
Så i stedet for at halse forpustet fire hestehoveder efter de der toptrendy firstmovers i et løb, som jeg på forhånd har tabt, så vil jeg gerne signalere med navnet på min blog at jeg egentlig står ved den position og at det måske heller ikke behøver at gå så hurtigt hele tiden - og at det derfor heller ikke lige er på min blog at man skal lede efter nye trends. Det er der jo så mange andre, der er så ufatteligt meget bedre til end jeg nogensinde kunne være...
Ok, det var vist den salgstale, men jeg vil i hvert fald blive glad hvis du vil kigge forbi min nye blog:
The last mover
Vi blogges ved!
