For noget tid siden blev jeg spurgt, om jeg ville skrive lidt (som jo så tit bliver til meget i mit tilfælde...) om Marabou Premium i et reklameindlæg og det ville jeg selvfølgelig gerne, for hvem elsker ikke chokolade? Ok, faktisk bilder min ene søn sig ind at han ikke kan lide chokolade. Man kan så undre sig over, at han lystigt skovler ind af Nutella og pålægschokolade, når han lige får lov at komme i nærheden af dette, men lad nu det ligge - når barnet siger han ikke kan lide chokolade - ja, så må det jo være rigtigt! Faktisk har jeg selv været ligesom ham, for i størstedelen af mine barndomsår levede jeg også lykkeligt ud fra den overbevisning, at jeg bestemt ikke kunne lide chokolade. Nu er sagen med chokolade - ligesom med så frygteligt meget andet i øvrigt - at der jo både findes okay chokolade (som da godt kan indtages i en snæver vending), god chokolade (som man byder andre), fantastisk chokolade (som man holder for sig selv!) og i den anden ende af skalaen - desværre også rigtig, rigtig dårlig chokolade... Som man faktisk bare bør holde sig helt fra, da det efter min mening er u-skønne brugte kalorier, man kunne have anvendt på bedre vis...
De fleste kender nok til det der med, at man tror, at man ikke kan lide et eller andet, hvor det måske snarere nogen gange handler om, at man ikke har fået det på ordentlig vis før. Altså kvali-vare tilberedt på en ordentlig måde af ordentlige råvarer...Det tror jeg faktisk er forklaringen på min barndoms/ungdoms aversion mod chokolade. Fx. kan det jo være lidt af en angstprovokerende oplevelse for et barn at blive budt på fyldte chokolader, for hvem har ikke prøvet den der med glad at bide i et stykke chokolade, som jo på overfladen ser rigtig lækker ud, men som i sit indre gemmer på noget ganske ubehageligt som virkelig bare ikke lige er skabt til ens smagsløg...Eller til menneskelige smagsløg i det hele taget... Eller at få tildelt i hobetal af de der tyske chokolade-julekalendere af velmenende familiemedlemmer, hvor det på en eller anden mystisk vis er lykkedes fabrikanterne at få den såkaldte chokolade til at smage af sæbe? Eller de mange, ligeledes velmente, pind-is, hvor nogen også af en eller anden uvis grund har tænkt, at det ikke behøver at være specielt god chokolade, for de fleste børn er jo sikkert så glade for at få en is, at de knapt lægger mærke til det. Og det gør deres forældre jo heller ikke, fordi de er travlt optagede med at nyde et øjebliks gylden stilhed, mens ungen har kæften fuld af (dårlig) is..
Og det er så derfor, at vi aldrig har fyldte chokolader i huset for ikke at sige dårlige is ( ingen is ER altså bedre end dårlig is!) og tyske chokoladekalendere for den sags skyld...
Og sådan kan man jo martres igen og igen af disse - for mit vedkommende - ret dårlige chokolademinder, som dog efterhånden med årene er afløst af flere og bedre minder om chokoladens mange kvaliteter...Når jeg tænker på Marabou chokolade kommer jeg først og fremmest til at tænke på min kæreste, der snildt kan kværne sådan en mega plade med helnöt over et par dage. Han har åbent erklæret sig afhængig af Marabou chokolade og jeg skal godt nok være både heldig, hurtig og relativt insisterende, hvis der skal falde et stykke af til mig, på trods af at han ellers på enhver anden vis er det, man ville benævne som en relativt gavmild sjæl. Og når jeg så allernådigst får tildelt et stykke, så er det sgu stykkerne uden nødder! Dvs. de stykker, som for ham er en slags 2. sortering, som han derfor ikke nødvendigvis behøver at nedlade sig til at spise. Resultatet af sådan en praksis har derfor været, at vi tit bliver nødt til at have hver chokolade. Så meget for fælleseje i et parforhold... Dvs. at vores chokolade-praksis kan sammenlignes med vores øvrige privat-økonomi. Der er dit, mit og så vores chokolade. Sidstnævnte - vores chokolade- er tit noget mørkt chokolade, da vi begge har sådan en lidt romantisk forestilling om at sidde med hver vores kaffe, helst fordybet i høj-vigtige samtaleemner, mens vi nipper til små stykker kvalitets-chokolade, der jo som bekendt på bedste vis komplementerer en god kop kaffe. At virkeligheden så tit er anderledes mindre civiliseret - som ovenstående chokoladekamp udkæmpet ved sofabordet foran fjerneren vidner om - lader vi så ligge fra nu af!
Faktisk er mørk chokolade det jeg allerhelst vil spise af alle søde ting her i verden. Dels fordi de kloge siger at det kan være sundt og også fordi, at den intense smag i sig selv regulerer, at man ikke går over gevind (læs: kører en hel plade ind under Amalies verden..) Nu er dette jo en form for reklame og i dag er der jo nærmest ingen reklamer uden et eller andet, der får en til at tænke på sex (jo, måske de der ufatteligt usexede reklamer med Kirsten Lehfeldt og hvad de nu hedder...!) så det skal der selvfølgelig også være her. Også fordi chokolade jo er en af de mere sexede madvarer med et herligt syndigt islæt. Prøv fx. lige at lægge mærke til, hvordan man omtaler det. Man spiser jo ikke bare chokolade. Nej, man omtaler det tit som om at man synder en lille smule hver gang, idet det er noget, der er så godt, at det næsten burde være forbudt! Og de, der har set Lasse Hallström filmen "Chocolat" ved nok hvad jeg taler om, når jeg hentyder til det syndige ved chokolade og hvad det kan gøre ved folk... Kommer til at tænke på, at jeg engang så sådan en pop-undersøgelse, der angiveligt viste, at nogle kvinder heller ville spise chokoladekage end at have sex! De må så enten have sig noget ret kedeligt sex eller også bare en helt fantastisk chokoladekage....
Ja, anvendelsesmulighederne for den fantastiske chokolade er jo mange, og for nu at forlade kvinder der foretrækker chokolade fremfor sex, kunne man som Bubba fra Forest Gump, der remser rejens ufatteligt mange anvendelsesmuligheder op, på lignende vis opremse, hvad og hvordan man egentlig kan bruge chokolade. Og listen er jo uendelig - og spreder sig jo også ind i kosmetikkens verden - så det vil jeg selvfølgelig undlade at gøre her. Mine personlige favoritter er dog friske sommerjordbær dyppet i mørk chokolade, chokolademousse (som jeg vist ikke har fået siden 90`erne, men stadig drømmer om!) og chokoladekager gerne toppet med chokoladefrosting. Jo tak! Og så giver mørk chokolade også et rigtigt lækkert pift til fx. en chili con carne. Eller faktisk ret mange ting, hvori chili er involveret.
Som tidligere beskrevet er der ret meget dårlig chokolade derude - beware - som man for sine smagsløgs skyld burde undgå. Det er dog bestemt ikke tilfældet for Marabou Premium, der som navnet antyder nok selv godt er klar over sine kvaliteter. Og jo, Valrhona chokolade er også en fornøjelse, men desværre en ret dyr en af slagsen. I stedet for ville jeg nok vælge Marabou Premium, som jeg opfatter som en slags lukus-chokolade på det chokolade-marked, som desværre alt for ofte minder om modens highstreet-marked, hvor man får sig et hurtigt fix, som dog ikke altid smager af noget i længden...
Noget af det bedste ved deres Premium-linje - udover den åbentlyst gode smag - er at de har ufatteligt - altså som i UFATTELIGT mange varianter at vælge imellem, så der er noget til enhver smag og til alle dem, der ikke nødvendigvist gider at dele med kæresten. Mine favoritter er de ovenstående på billedet: cocoa sea salt og så den plain udgave. Og så er jeg ret fascineret af tykkelsen af chokoladen, der er mere end perfekt. Det, at pladen er så tynd, betyder at man med et enkelt stykke får den helt rette chokoladedosering. De må virkelig have tænkt over tingene derinde hos Marabou. Tror ihvertfald de kender deres chokolade. Og deres kernekunder.
Og så kender de også markedet godt nok til at vide, at vi jo gerne vil spise chokolade med god samvittighed, hvilket de søger at leve op til ved b.la. at benytte kakaobønner som er certificeret af
Rainforest Alliance. Det betyder, at man kan spise deres chokolade med god samvittighed, idet de dermed lever op til nogle ret strenge sociale, økonomiske og miljømæssige krav som b.la. medvirker til at sikre biologisk mangfoldighed og langsigtede forsørgelsesmuligheder for de bønder og arbejdere der er involveret i produktionen af kakaobønnerne. Hvor god den samvittighed så ender med at være i nærkontakt med sådan en plade, afhænger jo så i sidste ende af en selv, og hvor mange stykker man ender med at indtage...For pas på, det er altså vanedannende!
Hvis du stadig hænger på, efter det der nok har været et af blogverdenens hidtil længste reklame-relaterede indlæg, synes jeg lige du skulle tage og klikke forbi
Marabous egen hjemmeside, hvor de b.la. har en
chokoladeskole og generelt fortæller lidt mere om deres chokolade og dens mange fortæffeligheder - som de tydeligvist er ret stolte af - og med rette. Hvilket jeg håber mit indlæg har givet indtryk af. Det er GOD chokolade til en GOD pris (16-20 kr pr. plade) og mere har jeg ikke at sige om det.
NÅ JO!
Det skulle da lige være, at Marabou Premium selvfølgelig også har deres egen
Facebook-side, hvor man b.la. kan deltage i en ret interessant konkurrence, som jeg selv stærkt overvejer... De skriver, at det er særligt relevant for bloggere, så tag da lige et kig
her, det kunne jo være dig (eller mig!) der blev udvalgt som chokoladeambassadør med dertilhørende ekskursion til chokoladens hjemland, Ecuador.
Så - spis jeres chokolade med god samvittighed mens I drømmer om Ecuador!
Hilsen chokoladeelskeren, Charlotte
